Dansk opgør med iransk trusselspolitik

Regeringen skærper tonen. Men den har brug for at tænke over, hvad der gik galt i Iran-forløbet.

Politisk kommentator Ralf Pittelkow. Foto: Lars Krabbe

Relaterede artikler

Iransk politi kvalte protester i Teheran

Iranske råb: Død over oppositionen

To iranske krigsskibe tæt på Suezkanalen

Se alle >>

Opinion

Kronik: Iran et år efter

Både den danske regering og den amerikanske præsident er blevet fastere i mælet over for præsteregimet i Iran. Man giver nu mere eller mindre udtalt støtte til kravene om ytrings- og forsamlingsfrihed og om ægte demokratiske valg, og man ytrer sig generelt mere kritisk om styret.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen lagde således ikke fingrene imellem, da han onsdag sagde: ”Jeg betragter Iran som et middelalderligt styre med et tyndt lag fernis af demokrati. Og der må vi jo sige, at det har de sidste dages begivenheder slidt godt og grundigt hul i.”

Udenrigsminister Per Stig Møller talte samme dag om, at regimet er ved at miste sin legitimitet.

Velkommen ændring

Regeringens nye linje må hilses velkommen. Danmark skal ikke blande sig i, hvilken politik der føres i Iran, hvilket Lars Løkke og Per Stig Møller da også betoner. Men regeringen må have en klar holdning til undertrykkelse af fundamentale frihedsrettigheder.

Regeringens skærpede sprogbrug skal også ses på baggrund af den provokerende offensiv, som Iran har indledt mod Danmark og andre vestlige lande. Den iranske ambassadør har således udsendt en truende erklæring om, at man vil holde skarpt øje med ”uansvarlige og opflammende positioner” fra danske politikere og medier.

Det danske svar er kontant. Godt. Men nu bør regeringen gennemføre en selvkritisk refleksion over sin hidtidige rolle.

Truer vestlige regeringer

Vestlige ledere med Barack Obama i spidsen troede naivt, at de kunne holde sig på god fod med præstestyret, hvis de ikke tog stilling til kravene om demokrati og frihed i Iran. Men regimet tromlede helt uanfægtet frem med beskyldninger om vestlig indblanding, fordi de kunne bruges til at knægte oppositionen.

Nu tager det iranske regime så skridtet videre og fortæller i truende vendinger vestlige regeringer og medier, hvad de må mene i deres egne lande.

Udvikling over flere år

En sådan indblanding i de vestlige landes meningsdannelse har for alvor udviklet sig i de senere år.

Vi oplevede den i forbindelse med Muhammed-konflikten, hvor ortodokse muslimske kræfter søgte at presse danskerne til, at de fremover i deres eget land tilpassede sig islamiske holdninger til ytringsfrihed og blasfemi.

Dernæst søgte muslimske lande op til den såkaldte Durban II konference at få de vestlige lande til at gøre kritik af islam ulovlig. Vesten afviste den ekstreme udgave af dette krav, men konferencens slutdokument lægger stadig op til forbud mod såkaldt ”hadefuld tale” – et begreb, der kan bruges til nøjagtig samme knægtelse af ytringsfriheden

Presser normer ned over Vesten

Den iranske ambassadørs aggressive erklæring vendt mod den frie meningsdannelse i Danmark lægger sig i forlængelse af denne islamiske trusselspolitik. Den er led i en værdikamp, hvor man søger at presse islamiske normer igennem også i den vestlige verden.

I Muhammed-konflikten blev denne værdikamp opmuntret af folk som tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der argumenterede for, at man skulle bøje sig for de islamiske krav. Tilsvarende har de svage vestlige reaktioner i første omgang givet det iranske præstestyre blod på tanden.

Regeringen skærper tonen. Men den har brug for at tænke over, hvad der gik galt i Iran-forløbet.