Nogle voldsofre er finere end andre

Med begrebet ”hate crimes” bevæger samfundet sig fra mindretalsbeskyttelse til mindretalsdyrkelse.

Politisk kommentator Ralf Pittelkow. Foto: Lars Krabbe

Relaterede artikler

To mænd dømt for hatecrimes

Skudoffer fængslet for homoangreb

Politiet vil registrere hatecrimes

Se alle >>

Under World Outgames i København, det store idrætsarrangement for homoseksuelle, blev der forleden smidt et kanonslag ind på Østerbro Stadion, som ramte en af deltagerne. Han måtte på skadestuen for at få pillet stumper fra kanonslaget ud af hånden.

Gerningsmanden smed formentlig kanonslaget, fordi han ikke kan lide homoseksuelle. Fordomme mod homoseksuelle må man bekæmpe i den offentlige debat og i alle mulige andre sammenhænge, hvor holdninger og værdier formes. Samtidig må en voldshandling som denne naturligvis straffes gennem retssystemet – meget gerne, så det virkelig kan mærkes.

Hårdere straf for "hate crime"

Men skal straffen være særlig hård, når motivet til volden er, at man ikke kan lide homoseksuelle? Bør det betragtes som mere strafbart at angribe en bøsse, fordi han er bøsse, end at angribe en 80-årig fru Jensen, fordi man har hang til vold mod værgeløse ældre damer?

Ifølge straffeloven er svaret ja. Det betragtes som en skærpende omstændighed, at volden rettes mod andre på grund af deres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende. På nudansk kaldes den slags for ”hate crimes” (hadeforbrydelser).

Nogle voldsofre er finere end andre. Fru Jensens ar og angst efter et overfald kan mærke hende nok så meget, men de udløser ikke så hård en reaktion fra samfundets side, fordi de ikke er resultatet af en ”hate crime”. Fru Jensen tilhører ikke et mindretal, som samfundet har tildelt offerstatus. I nogle tilfælde må hun nøjes med det råd fra politiet, at hun bør undlade at gå alene ud om aftenen.

Ude af proportioner

Hun kan heller ikke regne med samme opmærksomhed i offentligheden. Få og små ”hate crimes” bliver slået stort op i medierne, godt hjulpet på vej af politiet. Det gjaldt således episoden på Østerbro Stadion under World Outgames.

Myndigheder og meningsdannere skal naturligvis reagere på had og vold mod mindretal. Problemet er måden, det sker på.

For det første er opmærksomheden i en del tilfælde ude af proportion, når man sammenligner med værre voldshandlinger, der overgår almindelige mennesker.

For det andet er de skærpede straffe for ”hate crimes” et juridisk skråplan. Det kan være svært at afgøre, hvornår der foreligger en ”hate crime”, hvilket åbner for vilkårlighed. Samtidig ligger der en uacceptabel forskelsbehandling i, at vold af samme type straffes forskelligt, afhængigt af hvem den går ud over.

Hvad med jøder og muslimer?

For det tredje er der en påfaldende forskel i, hvilke ”hate crimes”, man interesserer sig for. Overgreb mod jøder er således stærkt underbelyst. Endnu mere underbelyst er muslimske gruppers rolle i disse overgreb (samme tabu spores i forhold til overfald på homoseksuelle).

Tilgangen til ”hate crimes” er præget af et politisk korrekt verdensbillede. Den politiske korrekthed lever og ånder for at udpege mindretal, der kan fremstilles som samfundets ofre.

Den kraftige fremhævelse af disse grupper sker på bekostning af de almindelige medlemmer af samfundsflertallet. De kommer i anden række i straffeloven og i medierne.

Med begrebet ”hate crimes” bevæger samfundet sig fra mindretalsbeskyttelse til mindretalsdyrkelse.