Den dag, Villy Søvndal forsvandt

SF’erne, der vil skjule irakere, angriber reelt den stramme udlændingepolitik. Det tema vil Søvndal undgå. Derfor forsvandt han.

Politisk kommentator Ralf Pittelkow. Foto: Lars Krabbe

Relaterede artikler

Danskere aktive i aktion som førte til tortur

FN kritiserer hjemsendelser af irakere

RCT: Birthe Rønn taler udenom

Se alle >>

Opinion

Ordet er dit: Har Brorson-sagen påvirket din holdning til Folkekirken?

Læserbrev: Tavshed om gode nyheder

Fakta

Her er de farligste steder i Irak

Nogle politikere fra SF og Socialdemokratiet er velvillige over for at skjule afviste irakiske asylansøgere og dermed bryde loven. Hos SF gælder det folketingsmedlem Kresten Touborg og medlem af Europa-Parlamentet Margrete Auken, og hos Socialdemokratiet er det folketingsmedlem Orla Hav.

Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt har klart taget afstand fra dette. Men da SF-formand Villy Søvndal skulle tage stilling, gjorde han sig usynlig. Væk var Villy, der ellers ikke just skyer rampelyset. Hvad var det, der skete den dag, Villy Søvndal forsvandt?

Der skete det, at hans bukser var ved at revne. Det er lykkedes ham at trække sit parti med til en fastere profil i værdipolitikken. Men i sagen om irakerne satte fortidens SF-reflekser sig alligevel så stærkt igennem, at selv Søvndal kunne få problemer ved at gå imod dem. Omvendt kunne han ikke støtte dem, for så røg partiets nye kurs.

I stedet forsvandt han, hvilket han fik lov til. Der var ikke journalister, som sprang rundt i Christiansborgs møbler for at jagte ham, sådan som det skete med en Birthe Rønn Hornbech.

Men selv om Søvndal har haft let ved at forsvinde, så forsvinder hans problemer med denne sag ikke så let. Det er en sag, som regeringslejren vil vide at trampe rundt i frem mod næste valg.

Touborg, Auken og Havs tilskyndelse til selvtægt er et angreb på retsstaten. Historien rummer mange skræmmende eksempler på politikere, der føler sig hævet over loven og begrunder det med, at de repræsenterer nogle højere idealer og en særlig fornuft og godhed, der ikke skal følge almindelige retsprincipper.

SF’eren Margrethe Auken taler ligefrem om ”de gode love – hjertets love”. Politikere, der vil erstatte retssikkerhed og lighed for loven med deres egne ”hjertets love” bør få alarmklokkerne til at ringe.

Dette angreb på retsstaten bliver begrundet med, at der er tale om en helt ekstrem sag, hvor man er nødt til at følge sin samvittigheds stemme. Men i sit indhold er der tale om en almindelig udlændingepolitisk sag. Det eneste usædvanlige ved den er, at irakerne i så lang tid har nægtet at rejse hjem.

Sagens kerne er følgende: Hvis de pågældende irakere skal have asyl i Danmark, så er der hundrede tusinder eller millioner andre mennesker i verden, der skal have asyl. De lever nemlig under mindst lige så usikre forhold som dem, der gælder i Irak. Tag Sudan eller Somalia som eksempler.

Kun få danskere ønsker imidlertid at tage imod så mange mennesker, fordi de med rette mener, at det ville få ødelæggende konsekvenser for det danske samfund. Derfor bygger dansk asylpolitik på princippet om, at man skal være personlig forfulgt for at få asyl.

Det er der så nogle, der ikke vil acceptere i irakersagen. De vil dog ikke komme med et bud på, hvilken lovgivning de vil sætte i stedet for dette princip, for de ved, at de ikke får befolkningen med. Derfor lader de, som om at det bare lige er i denne sag, at retsprincipperne skal erstattes af ”hjertets love”. Men de vil sige det samme, når den næste sag kommer.

De SF’ere, der vil skjule irakere, angriber reelt den stramme udlændingepolitik. Det tema vil Søvndal undgå. Derfor forsvandt han.