Stærkt misvisende rapport

For nylig offentliggjorde Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet sin længe ventede betænkning. Det har ført til en debat om det ene og det andet enkeltforslag, som kommissionen kommer med.

Men hvis der skal hold på den politiske indsats, må man have en mere sammenhængende forståelse af kriminaliteten og dens årsager. Ellers ender det i spredt fægtning og symbolpolitik.

En sådan sammenhængende forståelse skulle man kunne finde i en særlig ”udredningsrapport”, hvor kommissionen formulerer baggrunden for de mange enkeltforslag. Men desværre er denne rapport ubrugelig.

Den synes mere optaget af at være politisk korrekt end af at beskrive virkeligheden.

Lad os tage to centrale spørgsmål. Det første drejer sig om udviklingen i ungdomskriminaliteten.

Der er sket en dramatisk stigning i den registrerede voldskriminalitet blandt unge siden begyndelsen af 1990'erne. Mere end en femdobling af røveri og vold mod private! Men med lidt hokuspokus når kommissionen frem til, at det ikke er det store problem: ”Overordnet set må udviklingen i ungdomskriminalitet betragtes som positiv.”

Hvordan kan en femdobling af volden forvandles til en positiv udvikling? Jo, hør nu her: Først fortæller man, at folk er blevet mere tilbøjelige til at anmelde vold (men der er ingen tal). Dernæst konstaterer man, at der ikke er nogen stigning i volden, når man spørger de unge selv. Endelig blander man den grove og den mindre grove kriminalitet (som er faldet). Væk er problemet!

Så til et andet stort spørgsmål: Den kraftige overkriminalitet hos grupper af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.

Danmarks Statistik har påvist, at mænd fra lande som Libanon, Jugoslavien, Pakistan, Marokko, Tyrkiet og Somalia begår langt mere straffelovskriminalitet end danskere og indvandrere fra vestlige lande og lande som Vietnam, Thailand, Filippinerne og Kina.

Denne forskel gælder vel at mærke, selv når man har taget højde for sociale forhold og alder. Noget kunne derfor tyde på, at kulturelle forhold spiller en vigtig rolle.

Men hokuspokus, rapporten får tryllet kulturforskellene væk i sin analyse. Den bruger i øvrigt ikke ordet kulturforskelle, men det mere tågede ”etnicitet”, og hævder så, at overkriminaliteten ikke hænger sammen med ”etnicitet”.

Kommissionen henviser til en undersøgelse, der skulle dementere ”etnicitetens” betydning. Men denne undersøgelse vedrører folk, der er født i 1970 og tilmeldt det danske folkeregister i 1985. Den har altså ikke et klap at gøre med de seneste årtiers masseindvandring fra ikke-vestlige lande.

Kommissionen bruger også et skrift om indsatsen mod etniske gruppers kriminalitet. Men heller ikke her gives der dokumentation for kommissionens påstand. Der står sågar i det pågældende skrift, at »meget tyder på, at kulturkonflikten spiller en betydelig rolle.«

På dette mere end tvivlsomme grundlag skaber rapporten det indtryk, at den voldsomme overkriminalitet hos unge fra Libanon, Jugoslavien, Pakistan, Tyrkiet og Somalia ikke har noget at gøre med, at de kommer fra disse lande og står i alvorlige kultursammenstød.

Kommissionen går så langt, at den sår tvivl om, hvorvidt de nævnte grupper overhovedet har en overkriminalitet. Den taler om, at visse etniske minoriteter »synes at have« en højere kriminalitet. »Synes at have«?

Den såkaldte udredningsrapport fra kommissionen er på afgørende punkter stærkt misvisende. Hvad vil regeringen stille op med denne politisk korrekte skønsnak om kriminalitet?