S lænker sig til fagbevægelsen

De kommunale aftaler med venstrefløjen og fagbevægelsen understreger, at S ser vejen tilbage til klassisk rødt som vejen frem.

Politisk kommentator Ralf Pittelkow. Foto: Lars Krabbe

Tema

Kommunalvalg 2009 (arkiv)

Relaterede artikler

S-R sammen om nye krav

For et par årtier siden var Socialdemokratiet tæt forbundet med fagbevægelsen.

De to organisationer var repræsenteret i hinandens ledelser, og partiet konsulterede løbende fagforeningsbosserne i politiske spørgsmål. Fagbevægelsen leverede den seneste socialdemokratiske statsminister, LO-økonomen Poul Nyrup Rasmussen.

Nye tider

Men tiderne ændrede sig. Vælgerne ønskede ikke længere politikere, som var bundet til de store interesseorganisationer.

Omvendt krævede fagbevægelsens medlemmer, at den ikke skulle være så tæt knyttet til et bestemt politisk parti. Så de to organisationer valgte at leve mere hver for sig.

Nu har fagbevægelsen fået et comeback som politisk magtfaktor. I en række kommuner med København, Århus, Odense og Randers i spidsen har den indgået aftaler med S, SF og Enhedslisten op til kommunevalget.

Med disse aftaler giver fagbevægelsen penge og praktisk støtte til partiernes valgkamp mod til gengæld at få indflydelse på deres kommunalpolitik.

Aftalerne rummer en fælles politisk platform, der løbende skal diskuteres og udvikles gennem drøftelser mellem parterne.

Røde alliancer

Fagbevægelsens indflydelse har allerede sat sig et håndfast spor. Den har fået Socialdemokratiet i de pågældende byer til at se til venstre og indgå røde alliancer i kommunalpolitikken.

Aftalerne rejser to interessante spørgsmål:

Det ene drejer sig om, hvad fagbevægelsens indflydelse betyder for de kommunalpolitiske beslutninger.

Heldigvis har vi i Danmark en fagbevægelse til at sikre de ansatte, herunder de kommunalt ansatte, anstændige arbejdsvilkår.

Men kommunerne står over for en fremtid, hvor der vil være stort behov for politikere, der forny systemerne, så man får meget mere for pengene. Til det hører, at man i situationer tør udfordre de etablerede faglige interesser.

Kendsgerningen er, at det vil blive stadigt vanskeligere at finansiere et kommunalt velfærdssystem på det nuværende niveau.

Kendsgerningen er videre, at der er stor forskel på, hvor dyre de enkelte kommuner er i drift.

Kendsgerningen er endelig, at der ikke er nogen sammenhæng mellem, hvor store kommunens bevillinger er til for eksempel skoler, og hvilke resultater man opnår.

Klassisk rødt

Kort sagt: Der er brug for nye måder at arbejde på i kommunerne. Den slags kan give kontroverser, og derfor er der behov for kreative og modige kommunalpolitikere. Aftaler, der binder politikerne til interesseorganisationer er ikke vejen til det.

Det andet interessante spørgsmål er, hvad vælgerne siger til sådanne aftaler. Faren for Socialdemokratiet er, at de kan blive opfattet som en gammeldags form for venstreorienteret politik, hvor det ikke er vælgerne, men organisationerne, der bestemmer.

Andre forhold trækker imidlertid i retning af et godt kommunalvalg for Socialdemokratiet og i særdeleshed for SF, og de vil formentlig veje tungere. Det kan dog meget vel tænkes, at den politiske binding i disse aftaler hen ad vejen vil blive brugt mod Socialdemokratiet i landspolitikken.

Selvfølgelig ligger der en satsning i det for Socialdemokratiet, men partiet har truffet sit valg i både landspolitik og kommunalpolitik: De kommunale aftaler med venstrefløjen og fagbevægelsen understreger, at S ser vejen tilbage til klassisk rødt som vejen frem.