Den kommunale valgkamp domineres i høj grad af, hvilke gode velfærdsformål man lover sin støtte til, skriver politisk kommentator Ralf Pittelkow i sin klumme. Foto: Lars Krabbe
Offentliggjort 16.11.09 kl. 12:33
Kommunalvalget vil bringe mange forudsigelser om næste folketingsvalg. De fleste er enten politisk retorik eller kaffegrums.
I morgen aften, når resultaterne af kommunalvalget er kendt, vil den politiske kamp fortsætte på to fronter:
I en række kommuner vil man straks gå i gang med korridorforhandlingerne om, hvem der går sammen med hvem, når borgmesteren skal vælges. Imens vil landspolitikerne være optaget af en anden kamp: Opgøret i medierne om, hvilke partier der fremstår som kommunalvalgets sejrherrer på landsplan.
Undertiden kan disse forsøg på at proklamere sejr antage lidt bizarre former. Således fejrede Socialdemokratiet det som en triumf, da partiet havde fået et katastroferesultat ved folketingsvalget i 2007. Ved årets valg til Europa-Parlamentet forsøgte man endnu engang at stable en markant tilbagegang op som en sejr.
I morgen kan man meget vel komme til at opleve Socialdemokratiet afholde endnu en sejrsfest over et valgnederlag. Men hvis meningsmålingerne holder stik, giver det bedre mening denne gang.
Måske går Socialdemokratiet lidt tilbage. Men ifølge målingerne vil partiet få klart flest borgmesterposter, og oppositionen vil samlet få en del flere stemmer end VKO takket være SF. Helle Thorning-Schmidt vil udlægge dette som et tegn på, at tiderne nu skifter i landspolitikken.
Omvendt vil Venstre og de konservative gøre alt for at understrege, at der alene er tale om et kommunalvalg præget af lokale forhold, og at det ikke siger noget om, hvad vej det bærer i landspolitikken.
I kampen om udlægningen af valgresultatet synes landspolitikernes nøglereplikker altså at ligge klar: Thorning-Søvndal: ”Vi har vundet!” Løkke-Espersen: ”Vel har I ej!”
Hvad er realiteten? Hvor stærke landspolitiske konklusioner vil man kunne lægge ind i det kommunale valgresultat?
Selv om lokale forhold spiller en betydelig rolle, vil resultatet trods alt også sige noget om den aktuelle landspolitiske stemning. Problemet er bare, at denne aktuelle stemning ikke nødvendigvis fortæller meget om næste folketingsvalg.
Hvis en opposition skal gøre sig håb om at vippe den siddende regering af pinden, så skal den normalt hente et klart forspring undervejs i valgperioden. Dødt løb undervejs er ikke nok, for så plejer regeringen at rykke op mod valget.
Det mest sikre, man kan sige, er derfor følgende: Hvis oppositionen ikke er i stand til at vinde dette kommunalvalg, står den også til at tabe folketingsvalget.
Selv en føring undervejs til oppositionen vil ofte gå tabt ved folketingsvalget. En kommunal sejr her og nu siger derfor ikke så meget om oppositionens chancer for at vinde regeringsmagten næste gang.
Sidst vandt oppositionen jo kommunalvalget, men tabte folketingsvalget. En sejr på samme niveau i morgen ændrer således ikke meget på de landspolitiske realiteter. Selvfølgelig vil den være en psykologisk opmuntring, men det var den også dengang, uden at det hjalp ved folketingsvalget.
Skal man begynde at tale om nye landspolitiske vinde, så kræver det en større kommunal sejr til oppositionen fulgt op af et ryk fremad i de landspolitiske meningsmålinger.
Kommunalvalget vil bringe mange forudsigelser om næste folketingsvalg. De fleste er enten politisk retorik eller kaffegrums.
Annonce:



















