Ministeren, der ikke fandtes

Vil man være populær minister, skal man passe på, hvem man støder. Det kan være en fordel ikke at eksistere.

Forleden kom endnu en måling af ministrenes popularitet (Analyse Danmark/Ugebrevet A4). Den fik mig til at mindes en lignende måling, som ugemagasinet Der Spiegel for år tilbage lavede på tyske ministre.

I Spiegel-målingen klarede en minister, der så vidt jeg husker hed Wolfgang Schulte, sig over gennemsnittet. Denne placering var bemærkelsesværdig. Der var nemlig det særlige ved Schulte, at han ikke eksisterede. Der Spiegel havde listet en fiktiv person ind på listen for at se, hvad der skete.

Sagen rejser det interessante spørgsmål: Hvorfor var Schulte populær? Formentlig fordi ingen vælgere syntes, at han havde gjort dem fortræd. Det er det gode ved ikke at eksistere: ingen negativ omtale.

Fjernt forhold til politik

Stemmerne på Schulte viste, at mange tyske vælgere havde et fjernt forhold til politik. Denne tendens er siden blevet forstærket, også i Danmark. En del vælgere registrerer kun spredt og overfladisk, hvad der foregår. Ofte strammer man sig dog an og følger bedre med i politik, når et valg står for døren.

Om danskerne ligefrem kunne finde på at give en fiktiv minister gode karakterer, er svært at sige. Forsøget har aldrig været gjort. Men vi ser da eksempler på, at næsten fiktive ministre er populære.

Tag nu den aktuelle måling. Her kommer den nye klimaminister Lykke Friis ind på en flot fjerdeplads, stort set inden hun har foretaget sig noget som politiker. Hun har ingen belastende fortid og negativ omtale med i bagagen.

Populære udenrigsministre

Samtidig virker hun frisk, venlig og velformuleret, og det er vigtigt i en tid, hvor personlige indtryk, stemninger og følelser spiller en stor rolle for vælgeres politiske reaktioner.

Også andre ministre mærker den positive virkning af, at de ikke foretager sig ret meget, som vælgerne føler sig negativt berørt af. Nogle gør det ved at gå i ét med tapetet. Hos andre er det en konsekvens af deres ministerpost. Det gælder typisk udenrigsministrene, som næsten altid ligger højt, fordi deres arbejde sjældent griber direkte ind i vælgernes dagligdag.

Selv Mogens Lykketoft var relativt populær som udenrigsminister, og i den seneste måling ligger Per Stig Møller nummer to.

Skånsom behandling

Per Stig Møller og Lykke Friis nyder også godt af en anden typisk effekt: De opfattes som ministre, der ligger relativt tæt på oppositionen, og derfor får de opbakning på begge sider af midten.

Samme effekt har givetvis medvirket til at gøre Connie Hedegaard til en suveræn nummer et i den pågældende måling. Hun har været i centrum som bannerfører for klimasagen, som er højt prioriteret hos oppositionens vælgere.

Hvis man er ven med oppositionens vælgere, er man under de nuværende politiske forhold også ven med mange journalister. Langt de fleste journalister ligger nemlig til venstre. Det giver sig udslag i en særlig velvillig og skånsom behandling af den type ministre – undertiden ligefrem en regulær dyrkelse som i Connie Hedegaards tilfælde.

Personlig popularitet

Denne medvind i medierne hjælper på den personlige popularitet. Men skuffer man journalisternes forhåbninger, kan dyrkelsen brat slå om til dumpekarakter. Spørg bare Birthe Rønn Hornbech og Naser Khader.

Vil man være populær minister, skal man passe på, hvem man støder. Det kan være en fordel ikke at eksistere.