Pittelkow: En saudi-arabisk sejr

En chefredaktør, der ikke ved, hvad ytringsfrihed er. En tidligere udenrigsminister, der ikke ved, hvad islamisk politik er. Et forlig, som ikke er noget forlig. En dialog, som ikke er nogen dialog.

Det er hovedingredienserne i den udløber af Muhammed-konflikten, som Politiken har skabt ved at indgå en bizar aftale med en advokat fra Saudi-Arabien.

Aftalen er en slags åndelig pagt mellem efterkommerne af Politikens skaber Viggo Hørup og efterkommerne af Muhammad ibn Abd al-Wahhab, der grundlagde Saudi Arabiens ekstreme udgave af islam, wahhabismen. Pagten velsignes af Grundtvigs liberale efterkommer Uffe Ellemann-Jensen.

Vi lever i spændende tider.

Kernen i Muhammed-konflikten var, at islamiske kræfter ville gennemtvinge en fundamental ændring: Hidtil havde islamiske regler kun været gældende for muslimer og muslimske lande. Men nu skulle Vestens ikke-muslimer tilpasse sig de islamiske regler for ytringsfriheden.

Disse regler indebærer, at man ikke må ytre sig kritisk om islam. En barber i Saudi-Arabien blev for nylig idømt dødsstraf for at have sagt noget grimt om profeten Muhammed.

Efter Muhammed-konflikten har de muslimske lande til fulde demonstreret, at de mener deres krav alvorligt. Især gennem FN har de presset voldsomt på for at få vestlige lande til at indføre lovgivning, der vil gøre det svært eller umuligt at kritisere islam. Nogle vestlige lande giver efter.

En saudi-arabisk advokat fulgte den islamiske offensiv op ved at true med en retssag mod de danske aviser, der i 2008 genoptrykte Kurt Westergaards tegning. Nu skulle danske aviser slæbes for retten i et muslimsk land!

Man må gå ud fra, at advokat Faisal Yamani har vidst, at dette ikke kunne lade sig gøre. En retssag kunne kun finde sted i Danmark, og her havde han ingen udsigt til at vinde. Men han ville bruge truslen om en retssag som et propagandanummer. Og så har han måske haft et lille håb om, at en dansk avis kunne være tåbelig nok til at bide på.

Det håb har Politiken nu opfyldt. Bladet har indgået et »forlig«, siger chefredaktør Tøger Seidenfaden. Men når man accepterer tanken om en retssag i et muslimsk land og vælger at bøje sig for tomme trusler, så har det da intet med et forlig at gøre. Det er frivilligt knæfald.

Den saudi-arabiske advokat har ingen indrømmelse givet. Han har vundet en total sejr. Han fik vist islams styrke over for dem, der havde vovet at kritisere islam. I arabisk stammetradition er det en vigtig del af sejren, at modparten ydmyger sig. Politiken leverer varen.

Seidenfaden og Ellemann taler om ”dialog”. Men det forbliver aldeles tåget, hvad dialogen skal dreje sig om, og hvilket formål den skal tjene. Hvilke indrømmelser til friheden håber man at få det totalitære Saudi-Arabien med på? Under Muhammed-konflikten mente de to også, at hvis man erkendte, at tegningerne var upassende, ville det bidrage til fælles forståelse.

Men de islamiske kræfter, der ville den vestlige ytringsfrihed til livs, gik ikke efter en forståelse. De gik efter at vinde. De ville have ændret de vestlige rammer for ytringsfriheden, og de eftergivende reaktioner fra store dele af Vesten har kun opmuntret dem

til yderligere krav i FN.

Får de held med disse krav, kan man for deres skyld godt kalde det ”dialog” og ”forståelse”, hvis det kan gøre nogen i Vesten glade. Bare islams regler udbredes.

”Sig til dem, der er vantro, at hvis de holder inde, vil de få tilgivelse for det, der allerede er sket.” (Koranen, 8, 38)