Tv behandler os som børn

Den nødvendige samfundsdebat drukner i flæbehistorier.

Danmarks økonomiske situation stiller nye krav til os som borgere. Vi må erkende, at de samfundsøkonomiske rammer fremover bliver strammere på grund af finanskrisen og den lavere vækst. Og vi skal blive meget bedre til at øge kvalitet og effektivitet inden for de givne økonomiske midler.

Vi må kort sagt blive voksne. Men det holder hårdt, fordi vi får en stor del af vores information om samfundet fra medier, der behandler os som børn. Det gælder ikke mindst tv.

Tv’s nyhedsudsendelser er storleverandører af flæbejournalistik. Historier, hvor vinklen altid er, at vi er stakkels ofre for politikere, der af uransalige grunde skærer ned. Det meste af indslagene går med at udmale den menneskelige elendighed, som nedskæringerne fører til.

Mere for pengene?

Derimod gør disse historier meget sjældent noget ud af de to spørgsmål, der er forudsætningen for, at vi kan opføre os som voksne: Hvad er de samfundsøkonomiske rammer? Kunne man få mere for pengene, hvis man gjorde tingene på en anden måde?

Flæbejournalistikken har for tiden kronede dage i indslag om fyringer i folkeskolen. I disse indslag hører man stort set intet om den kendsgerning, at børnetallet falder. Det må ellers siges at være en temmelig relevant baggrundsinformation for en debat om udgifterne til folkeskolen. Men den slags voksensnak vil man ikke belemre seerne med.

Det hele handler om, at skolerne ikke får penge nok. Tørre tal viser ellers, at det danske skolevæsen er dyrt, uden at resultaterne er tilsvarende i top. De viser også, at der ikke er nogen sammenhæng mellem, hvor mange penge en kommune bruger på skolerne, og hvor gode resultaterne er. Det er langt vigtigere, hvordan man arbejder.

Pragteksempel på flæb

Onsdag klokken 19 leverede Nyhederne på TV2 et pragteksempel på denne flæbejournalistik. Et indslag proklamerede, at besparelserne i folkeskolen sender flere børn på privatskoler. Klassekvotienten i folkeskolen er blevet for høj, sagde journalisten, der føjede til, at det var eleverne på en privatskole i Vejle enige i.

Men faktisk fortalte disse elever en anden historie: Én sagde, at der kunne gå næsten et kvarter af timen, før der kom ro i hans gamle folkeskoleklasse. Ja, der var for megen larm, sagde en anden. En tredje var glad for, at privatskolens lærere havde styr på tingene: ”De siger: ’Ti lige stille’ bare med en sød, blid stemme, så er der ro i klassen.”

Ingen ved sine fulde fem kan påstå, at denne forandring for eleverne primært skyldes, at deres klassekvotient er gået fra cirka 28 til cirka 24. Elevernes historie handlede om klarere normer, større disciplin og bedre klasseledelse fra lærerens side.

By i Rusland

Men indslaget kørte løs uden at ænse dette. Problemet skulle med vold og magt være de frygtelige nedskæringer. Samtidig bragte man tal, der viste en flugt til privatskolerne allerede fra 2004 – dengang var lærerfyringer en by i Rusland.

Højere klassekvotienter og især skolelukninger kan utvivlsomt få nogle forældre til at flytte deres børn til privatskoler. Det ændrer ikke ved, at en folkeskoles kvalitet og brugernes tilfredshed primært afhænger af andet end lidt højere eller lavere bevillinger.

Vi har hårdt brug for at debattere den slags. Men den nødvendige samfundsdebat drukner i flæbehistorier.

.