Fransk opløsning

Frankrig er i chok. Ikke bare har dets fodboldlandshold været en fiasko ved VM, men fiaskoen har en baggrund, der er dybt sårende for den nationale selvfølelse. Bag landsholdets pinlige præstation ses krisetegn i det franske samfund.

Landsholdet er splittet op i klaner, der bekæmper hinanden. Det er kommet så langt ud, at nogle spillere undgår at aflevere til visse af deres medspillere, fordi de ikke kan lide dem. Den unge stjerne Yoann Gourcuff er særlig hårdt ramt, fordi han prøver at holde sig uden for klanernes krige og derfor skal trynes af dem alle.

Samtidig har landstræner Raymond Domenech manglet enhver autoritet over for spillerne. Det blev udstillet, da det kom frem, at det evige problembarn Nicolas Anelka havde kaldt ham »søn af en luder« i pausen under kampen mod Mexico.

Spillerne med anfører Patrice Evra i spidsen reagerede ikke ved at kalde Anelka til orden. De bakkede ham tværtimod op og gav sig til at lede efter den ”forræder”, der havde lækket historien til pressen. Og så boykottede de i øvrigt træningen i søndags. Det har fået det store sportsblad L'Équipe til at tale om, at Evra optræder som ”bandeleder”.

Røster i den franske debat ser disse problemer som en luksusudgave af opløsningstendenser i det franske samfund:

Frankrig har mange indvandrere på sit landshold. Det hold, som vandt VM for Frankrig i 1998, blev med stolthed fremhævet som en succes for integrationen. Det hold, som i år har bragt Frankrig i vanære, står som et symbol på, at noget er gået alvorlig galt med integrationen.

Væk er holdet. Væk er tanken om at kæmpe på nationens vegne. Væk er samfundssindet og solidariteten med fansene. Tilbage er kliker, klaner, bander og autoriteternes sammenbrud.

Her går tråde til udviklingen i det franske samfunds indvandrertunge forstæder. De danner parallelsamfund, som er sig selv nok og plages af lovløshed og bander med hver sit territorium. Politi og andre myndigheder bliver jævnligt angrebet, når de forsøger at udføre deres arbejde i disse områder.

Sådanne områder er en del af de såkaldte zones urbaines sensibles (følsomme byområder), forkortet ZUS. Der er cirka 750 af dem, som samlet har en befolkning på Danmarks størrelse: Fem millioner.

Mange af disse områder er muslimsk dominerede, og i en række tilfælde har opgøret med myndighederne været forbundet med forestillinger om at skabe muslimsk kontrol. Således under de meget omfattende og voldsomme uroligheder i 2005.

Den iransk fødte skribent Amir Taheri berettede dengang om muslimske ledere, der tilbød at bringe gemytterne til ro i Paris' uroplagede forstæder, hvis kontrollen med området blev overladt til dem.

I 2004 påpegede den opsigtsvækkende Obin-rapport fra det franske undervisningsministerium, at radikale islamister fik øget magt i en række af de udsatte områder.

Frankrig har mange indvandrere, hvilket altså afspejler sig i fodboldlandsholdet. Derfor slår disse samfundstilstande stærkere igennem i topfodboldens verden. Men generelt er alvorlige integrationsproblemer og social opløsning absolut ikke forbeholdt Frankrig.

På nogle måder er problemerne med integrationen faktisk større i visse andre lande. Eksempelvis er Storbritanniens muslimske indvandrere alt i alt mere fremmede over for det omgivende samfund end tilfældet er med Frankrigs.

I de fleste europæiske lande ser man opsplitningen i parallelsamfund og ligegyldigheden over for fællesskabet.

Det franske landsholds opløsning rummer en lære, som bør optage hele Europa.