Offentliggjort 29.07.10 kl. 11:39
Hvis Helle Thorning har fiflet med skatteoplysningerne, har hun langt værre problemer end Lene Espersen.
”Ingenting kommer af ingenting, bortset fra lommeuld,” sagde Storm P. Man fristes til at føje til: ... og mediekampagner som den mod udenrigsministeren Lene Espersen.
Helt rigtigt er dette selvfølgelig ikke. Lene Espersen begik en klar fejl, da hun tidligere på året meldte afbud til et udenrigsministermøde om Arktis. For at undgå yderligere ballade havde det sikkert også været klogt af hende at deltage i EU-mødet her i juli, selv om hendes forgængere ikke gjorde det.
Men der er et voldsomt misforhold mellem disse fejl, der ud fra enhver målestok må kaldes beskedne, og den temmelig hysteriske stemning, som er blevet banket op mod udenrigsministeren.
Et af problemerne med den slags proportionsforvrængninger er, at det er svært at finde endnu større ord, når der dukker en rigtig alvorlig sag op. Noget kunne tyde på, at det problem allerede melder sig nu:
BT har nemlig bragt nye oplysninger om skatteforholdene hos S-leder Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock. Hvis disse oplysninger holder vand, er der noget helt galt: Enten har Thorning ført skattevæsnet og vælgerne bag lyset, eller også har hun misinformeret Justitsministeriet.
Urigtige oplysninger til myndighederne er strafbart. Usandfærdigheder over for vælgerne er noget af det værste, en toppolitiker kan fanges i. Her er stof til at ødelægge Thornings drømme om at blive statsminister.
Tv-stationerne har kørt Lene Espersens afbud til et EU-møde som tophistorie over flere aftener. Hvad gør de så, hvis Thorning er røget ud i noget langt større? Rydder hele nyhedsudsendelsen?
B.T. afslører, at Thorning i en mail til Justitsministeriet fra sidste år skrev, at hendes mand er i Danmark hver weekend fra fredag til mandag året rundt. Denne oplysning blev brugt i en ansøgning om, at manden kunne blive medejer af familiens hus, selv om han er udlænding.
Men da skattesagen kom ud i offentligheden tidligere i sommer, sagde Thorning, at manden kun var i Danmark 33 weekender om året. Det var et argument for, at han ikke er så meget i Danmark, at han er forpligtet til at betale skat her.
Thorning synes altså at have sagt én ting, da det skulle bruges til at give manden medejerskab til huset, og en anden ting, da det skulle bruges til at forklare, hvorfor han ikke havde betalt skat i Danmark. Hvis oplysningerne til Justitsministeriet er rigtige, har Kinnock klart været skattepligtig her i landet.
I forvejen er det et alvorligt politisk problem for den socialdemokratiske leder, at hendes mand har valgt den lave skat i Schweiz frem for at betale skat i Danmark og dermed bidrage til den velfærd, som også familien Thorning nyder godt af.
Men det er selvfølgelig langt mere belastende, hvis hun decideret har tyet til urigtige oplysninger. Så hjælper det ikke meget, at hun erklærede sin vilje til at bringe skatteforholdene i orden, efter at problemerne var kommet frem.
Der skal ikke fældes nogen forhastet dom over Thorning. Men anklagerne mod hende er så alvorlige, at de må undersøges til bunds.
Hvis Helle Thorning har fiflet med skatteoplysningerne, har hun langt værre problemer end Lene Espersen.
Dette er sagen, der kan afgøre næste valg.
Annonce:



















