Offentliggjort 06.09.10 kl. 11:08
Hvis Dansk Folkeparti insisterer på ministerposter, havner de borgerlige i et farligt opgør.
Dansk Folkeparti har jævnligt luftet tanken om at blive en del af den borgerlige regering. Når der skulle sættes trumf på, har man sagt, at det var op til partiet selv at bestemme.
Disse udtalelser har lidt haft karakter af et ritual. Men i den senere tid er Pia Kjærsgaard begyndt at lægge en skarpere og mere insisterende tone ind i denne debat.
Socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt og hendes altid beredte spejderkorps på Politiken vejrer morgenluft og forsøger at skabe indtrykket af, at Lars Løkke Rasmussen meget vel kan tænkes at indlemme Pia Kjærsgaard i en eventuel ny borgerlig regering.
Den tror Thorning vist ikke selv på. Men hun ser en mulighed for at sætte lus i skindpelsen hos den borgerlige lejr og gøre nogle vælgere usikre. Det har hun foreløbig haft held med.
Der er både politiske og psykologiske grunde til, at Pia Kjærsgaard har skærpet tonen:
Hun kan se, at alle nu tager det som en selvfølge, at venstrefløjspartiet SF kommer med i regering, hvis magten skifter. Det tirrer hende, at Dansk Folkeparti ikke betragtes som en tilsvarende naturlig regeringsdeltager på borgerlig side.
Kjærsgaard mærker her en velkendt mekanisme: Hos ”the chattering classes” (de snakkende klasser) i medierne har det altid været betragtet som stuerent at være meget venstreorienteret.
Man rynker på næsen af Pia Kjærsgaard, ikke af Ole Sohn, der hyldede Sovjet-diktaturet. Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen dyrkes som mediedarling efter alle kunstens regler. Den ære ville aldrig overgå Søren Espersen.
Det er jo ikke Lars Løkkes skyld. Men Pia Kjærsgaard reagerer, når hun mener, at regeringen ligger under for disse holdninger.
Helle Thorning fik sat fut i denne konflikt, da hun på Socialdemokraternes sommergruppemøde udmalede Dansk Folkepartis regeringsdeltagelse. Denne tanke blev banket så kraftigt ned af Venstres politiske ordfører Peter Christensen, at Pia Kjærsgaard følte sig trådt på. Hendes reaktion har sendt Løkke ud i en krævende balanceakt:
Søndag måtte han præcisere, at Dansk Folkeparti naturligvis var regeringsegnet. Men han fastholdt, at han ikke ville invitere partiet med i regering.
Pia Kjærsgaard må nu gøre op med sig selv, om hun vil stille sig tilfreds med en psykologisk indrømmelse, eller om hun vil gå videre i en politisk konflikt med regeringen.
Den psykologiske indrømmelse går ud på, at Dansk Folkeparti ikke principielt udelukkes som regeringsdeltager. Den lektie har Løkke lært. Helt anderledes stiller det sig, hvis Pia Kjærsgaard kræver at komme i regering efter næste valg.
Hendes fristelse til at gøre det er vokset, efter at Liberal Alliance er kommet på banen. For Kjærsgaard er det afgørende, at Dansk Folkeparti fastholder sin status som særlig privilegeret samarbejdspartner for VK, og det kunne ske ved at komme i regering.
Men hendes chance for at komme igennem med noget sådant er yderst ringe. Løkke vil være bundet af en simpel, men afgørende kendsgerning: En del borgerlige vælgere er klart imod, og den borgerlige lejr har ikke råd til at miste nogen af dem.
Hvis Dansk Folkeparti insisterer på ministerposter, havner de borgerlige i et farligt opgør.
Annonce:



















