En sejltur op langs Grønlands vestkyst er som en hvalsafari. Her er nærmest fyldt med hvaler. Er man heldig, kan man sågar træffe blåhvaler, verdens største dyr. Dette er dog halen fra en pukkelhval. Foto: Lars From
Offentliggjort 27.05.09 kl. 08:04
Turister, journalister og politikere strømmer til især Grønland for at se klimaforandringer. Verdens mest aktive gletsjer i Ilulissat er et hit.
Klimaforandringerne er blevet et scoop for Grønland.
Turisterne strømmer til, og 48 pct. af de mange tusinde, der kommer til Ilulissat ved Isfjorden, siger, at den vigtigste grund til, at de har valgt Grønland, er, at de gerne vil se klimaforandringerne.
Gletsjeren ved den grønlandske ”storby” Ilulissat er den mest aktive i verden. Man kan i bogstaveligste forstand se isen vælte ud i havet i form af gigantiske isbjerge, der nærmest står i kø for at sejle ud på det isfyldte hav.
Astronomiske 46 kubikkilometer is bliver hvert eneste år sendt ud i havet fra gletsjeren. Det svarer til mere end et års forbrug af drikkevand i USA.
Grønland er med knap 60.000 besøgende sidste år - nogenlunde ligelig delt mellem flyrejsende og turister på krydstogt med skib - det største trækplaster for klimaturisterne. Mange bruger både 20.000, 30.000 og 40.000 kr. pr. person på at opleve indlandsisen, inden klimaforandringerne for alvor tager fart.
Andre rejser til Antarktis, det nordlige Canada eller Svalbard nord for Norge for at se isen smelte, permafrosten forsvinde eller isbjørne i kamp for at skaffe føde.
»Klimaet har branded Grønland på en måde, som vi aldrig selv havde haft råd til. Vi skønner, at klimaforandringerne har givet Grønland omtale til en værdi af 300 mio. kr.,« fortæller Mads Nordlund, PR- og marketingkoordinator hos Greenland Tourism and Business Council.
»Klimaturisme er helt klart et emne for mange gæster. Vi har f.eks. journalister fra USA, der ringer og spørger, om de kan nå at se indlandsisen, hvis de først kommer til næste forår.«
De amerikanske journalister får at vide, at der uden tvivl også vil være is på Grønland om 600-800 år.
Et andet vigtigt argument for at besøge verdens største ø er ifølge Mads Nordlund, at nyt land dukker frem i takt med, at indlandsisen trækker sig tilbage og forsvinder.
»Langs indlandsisen kommer der klipper frem, som ikke har været synlige i flere millioner år. Der kommer mange folk med interesse i dyr eller planter for at se dette helt unikke syn,« lyder forklaringen.
Strømmen af politikere, internationale forskere og kendte journalister giver også en voldsom øget interesse.
»Vi havde aldrig fået den tyske kansler Angela Merkel, den franske miljøminister eller den amerikanske præsidentkandidat John McCain herop, hvis det ikke var, fordi de følte, at Grønland havde en meget høj miljøværdi. Alene Merkels besøg gav 500-700 artikler om Grønland i tyske medier,« fortæller Mads Nordlund.
Fortsættes...





