I Marokko er juicen altid frisk, geder klatrer i træer, og ferien er fuld af overraskelser. Tag på storby- og strandferie

Djemaa el Fna i Marrakesh er en fantastisk plads med et broget liv. Indtil det begynder at regne og efterlader juicehandleren med sin vogn og de mange appelsiner noget ensom. Foto: Heidi Plougsgaard

Rejsen dertil

• Der er direkte flyforbindelser fra Københavns Lufthavn til flere destinationer i Marokko, men også flere charterrejser, der tilbyder ture til Marokko.
• De fleste marokkanere taler fransk og arabisk, mens det kniber med engelsk. Find derfor de nødvendigste gloser i en guidebog.
• Det er billigt at rejse, spise og bo i Marokko, så det kan betale sig at opgradere. Det femstjernede Hotel Sofitel kostede f.eks. 7599 marokkanske dirham for seks nætter svarende til knap 5000 kr. Leje af bil med chauffør for en dag kostede i Agadir efter forhandling 670 kr. Spørg i receptionen på hotellet, hvad en taxi eller andet sædvanligvis koster.
• Marokko er muslimsk, og det er en fordel at klæde sig tækkeligt; især når man ikke lige befinder sig i et turistområde som Agadir eller en storby, hvor folk er vant til vestlige turister.

5 fiduser i Marokko

• Priser: Som det forventes, at man prutter om prisen, forventes det, at man giver drikkepenge. Mindst en marokkansk dirham i cafeer, fem i restauranter og to-tre på en benzinstation.
• Specialitet: Prøv mintteen, Marokkos nationaldrink. På arabisk hedder den atay deeyal naanaa og på fransk thé À la menthe. Det er kinesisk grøn te med frisk mint sødet med sukker.
• Olien: Arganolie er sød og tung og bruges i mange marokkanske retter. Den er dyr, fordi der skal 30 argantræer til at producere en liter arganolie. Køb den i specialforretninger i Marrakesh. Der er ikke garanti for, at gadehandlere eller småbutikker sælger den ægte vare.
• Wellness: Besøg et Hammam og bliv skrubbet fra top til tå i et vådt svederum.
• Indkøb: Det kan godt betale sig at købe tæpper og smykker, men gør det hellere i Marrakesh end i Agadir.
  
  

Relaterede artikler

Her får du den bedste kop te

Istanbul har alt, hvad du kan drømme om

De kristne forlader Betlehem

Se alle >>

I Marokko spejdede vi efter geder i et træ.

I en bil fra turistbyen Agadir på vestkysten på vej mod landsbyen Tafraoute i Anti Atlas-bjergene sad vi i en surrealistisk time med øjnene klinet mod vejsiden.

Det er ingen spøg.

Denne del af Marokko er kendt for sine argantræer. De er knortede, tornede og gror kun få steder i verden, men dens olivenlignende grønne frugt er en favorit blandt geder.

Hvis man er heldig, kan man se en hel flok befolke en trætop. De er forbavsende dygtige klatrere. Selv store geder balancerer problemfrit på de yderste grene, og hyrderne lader dem gøre det, fordi argan-frugtens kerne glider ufordøjet igennem dyrenes system, hvorefter nødden er let at samle op og presse til en dyr olie, der er efterspurgt i køkkener og i skønhedsindustrien.

»Der!« udbryder vores lokale chauffør, Larbi Lekfifi, der er uddannet fra et universitet i Belgien, og svinger abrupt bilen ind til siden. Vi springer ud som gazeller på flugt, men ændrer hurtigt taktik og lister os nærmere for ikke at skræmme gederne; klar til at skyde dem med kameraet.

Hyrden ser os og trækker sig væk.

Et særpræget syn

Mange marokkanere, særligt i landområder, vil ikke fotograferes, men det er under alle omstændigheder ikke ham, der har vores interesse, for at se en ged i en trætop er i sandhed særpræget.

15 minutter og 30 billeder senere er vi tilbage på vejen med smagen af en halvsur arganfrugt i munden. Dagen er stadig ung, men vi har lang vej foran os, hvis vi skal nå til Tafraout (udtales Ta-fra-út) og tilbage til Agadir samme dag.

Kilometermæssigt lyder det overkommeligt; tre timer frem og tilbage på en god dansk landevej, men alt tager længere tid i Marokko, og bjergene gør intet for at forbedre det. Til gengæld er landskabet mindeværdigt scenarisk.

Det har regnet mere, end det plejer i år, og de stejle skråninger er mange steder dækket med tæpper af gule blomster. Med jævne mellemrum dukker der en ny landsby op i de samme jordrøde farver som landskabet. Vi knipser løs og lader os underholde af Lekfifi, der forstærker oplevelsen ved at udpege bjergformationer med former som løver og abekatte, indtil vi når Tafraoute.

Opdaget af klatrere

Her spiser vi frokost på Les Amendiers. Hotellet virker gammeldags og er på dette tidspunkt af året hjemsted for klatrere, der har opdaget denne plet. Den traditionelle madlavning er i top, og vi nyder alle en Tajine - en stew kogt langsom i lertøj - før vi kører videre i bilen for at se de vinderoderede granitklipper som i South Dacota og den smukke moské i klippernes skygge, som byen er så berømt for.

Her er tiden gået i stå.

Vi begyndte rejsen fem dage tidligere i Marrakesh, der i næsten 1000 år har været et mødested for handlende nomader og berbere, men som i dag er vokset til at være Marokkos næststørste by. Dens hjerte er den fantastiske plads Djemaa el Fna midt i den oprindelige bydel, hegnet ind af den gamle lyserøde bymur fra 1100-tallet.

Selv på en ganske almindelig tirsdag emmer pladsen af liv med slangetæmmere, akrobater, insisterende håndmalere og juicebarer med udstillede appelsiner.

Fortsættes...