Kastoria er en fin base, hvis man vil besøge de nærliggende nationalparker i grænselandet mellem Grækenland, Albanien og Makedonien. Fotos: Lars Attrup
Offentliggjort 16.07.10 kl. 12:40
Der er ulve og bjørne i skovene på bjergsiderne. Storke, pelikaner og ørne cirkler i luften.
Nationalparken ved Prespa-søerne er Grækenlands største. Parken omkranses af græske, albanske og makedonske bjerge. På de skovklædte bjergsider lever ulve og bjørne. Ved søerne ser man storke, pelikaner, ørne, slanger, skildpadder og - hvis man er heldig - oddere.
Landmændene omkring Prespasøerne har specialiseret sig i dyrkning af bønner. Det lokale køkken anvender bønner i utallige varianter.
Vi kører mod nord gennem støvede landsbyer, langs modne kornmarker og over brusende floder. Landbrugslandet gennemskæres af lave bjergkæder, som gradvist vokser, jo længere mod nord vi kommer i Grækenland.
Midt på eftermiddagen når vi Kastoria. Byen er en fin base, hvis man vil besøge nationalparkerne i det nærliggende grænseland mellem Albanien, Grækenland og Makedonien. Kastoria er bygget op ad bakkedragene på en halvø, der rækker langt ud i søen Orestiadha.
Det er næsten vindstille, og husene på bakken står på hovedet i den blanke sø. En lun brise får spejlbilledet til at flimre.
Højt over søen cirkler store, hvide pelikaner på de varme luftstrømme. En af dem skiller sig ud, lader sig falde og lægger an til landing på søen. Over 50-100 meter svæver den så lavt, at vingespidserne næsten berører vandet. Til sidst bremser den, sætter fødderne på vandet og pløjer sig som en vandskiløber tværs gennem spejlbilledet, så husene sprøjter ud til siderne.
Vi følger bredden ind til byen, hvor cafeerne ligger tæt langs vandet. Kastoria anses for at være en af de smukkeste større byer i Grækenland. Byen er samtidig præget af en velstand, som efter nordgræske forhold er helt usædvanlig. Det skyldes især, at byen i århundreder har været centrum for pelsindustrien i det sydøstlige Europa. Det forklarer både de dyre cafeer og de mange velklædte gæster, der har lagt solbrillerne og nyder en kaffe under træerne langs søen.
For en gangs skyld må vi lede lidt, inden vi finder et godt hotel. Det er tilmed det dyreste, vi har på den fem uger lange rundtur i Grækenland. For 70 euro (ca. 525 kr.) er der til gengæld god plads til fem i lejligheden.
Vi smider rygsækkene, skynder os tilbage til bilen og kører videre nordpå mod nationalparken ved Lake Prespa. Receptionisten på hotellet anbefalede os ganske vist at køre sydpå for at komme til Prespa. Vi går ud fra, at der må være tale om en misforståelse og kører stædigt mod nord. Da vi har spurgt om vej flere gange i byens nordlige udkant, lykkes det da også at finde et lille, bulet skilt, der viser mod Prespa.
Vi følger fortrøstningsfuldt den smalle, snoede vej op i bjergene. Det samme gør en lang slange, som vi akkurat undgår at køre over. Et øjeblik efter må vi bremse for en skildpadde, der er ved at krydse vejen. Da vi nysgerrigt omringer den, gemmer den sig i skjoldet og ligger bomstille midt på vejen. Vi løfter den ind i græsset og venter. Efter et par minutter titter den forsigtigt frem og vrikker videre.
Vi fortsætter nordpå ad den forsømte vej, der ikke ligefrem ligner hovedvejen til områdets fineste nationalpark.
Lige efter et sving må vi bremse hårdt for en flok køer, der står midt på vejen og tygger drøv. Køerne glor på os nogen tid, men taber snart interessen. Vi dytter, men køerne gumler uanfægtet videre, mens de vifter fluer væk med halerne.
En handlekraftig græker i varevogn overhaler os og pløjer sig med hornet i bund tværs gennem flokken. Køerne viser pludselig, at de faktisk kan flytte sig hurtigt.
Vi lusker forsigtigt efter og kører videre gennem et landskab, der veksler mellem nåletræer, åbne afgræssede enge og brusende floder. Vi zigzagger gennem endnu en flok køer og har efterhånden hele bilen smurt ind i møg.
Vejen fortsætter ud over en faldefærdig, ensporet træbro, og vi erkender, at vi er kørt vild. Stor er vores overraskelse derfor, da vejen lige efter broen ender i et T-kryds. Foran os ligger en bred, ny vej. På et skilt, der viser mod venstre, står der ”Kastoria 25 km”. Mod højre står der ”Prespa 15 km”.
Det var den vej, receptionisten for to timer siden forsøgte at vise os ud til. Vi overvejer at høre bedre efter næste gang. På den anden side er børnene henrykte over omvejen og mødet med skildpadden, slangen og flokkene af køer.
Efter få minutter passerer vi en sidevej, hvor tre uniformerede betjente står i skyggen og ryger ved et forfaldent skur: grænseovergangen til Albanien.
Vi bliver i Grækenland og svinger ind ad en sidevej, der fører os gennem skoven via serier af hårnålesving. Og pludselig ligger de der foran os: De to søer Mikri og Megali Prespa. De er delt af en smal landtange og er centrum i Grækenlands største nationalpark.
Fortsættes...





