Jette Rønnest Andersen lider af sygdommen ALS og har været i Bangkok for at få stamcellebehandling. Nu venter hun på resultaterne. Foto: Emil Ryge Christoffersen
Offentliggjort 25.04.09 kl. 23:00
Dansk sundheds-rejsebureau har lanceret pakkerejser til syge danskere, der vil behandles med stamceller i udlandet. Behandlingsformen er ikke dokumenteret og bliver kaldt uetisk.
Et dansk sundheds-rejsebureau vil sende uheldbredeligt syge danskere til Kina for at få behandling med stamceller. For 100.000-150.000 kr. kan man igennem KirurgiRejser købe en pakkerejse og blive behandlet for blandt andet diabetes, alzheimers og sklerose.
Men professor Moustapaha Kassem, der er stamcelleforsker ved Odense Universitetshospital, finder pakketilbudet problematisk og uetisk. Det skyldes usikkerheden om effekten af stamcelle-behandlinger.
»Stamcelle-behandling er stadigvæk eksperimental behandling, og der er ingen videnskabelige beviser for, at det virker. Blandt verdens forskere er der en fælles forståelse om, at almindelige mennesker ikke må blive behandlet med stamceller uden for kliniske rammer,« siger han.
Ifølge direktøren for KirurgiRejser, Atef El-Kher, er der intet uforsvarligt i at sende syge danskere til Kina, selv om den videnskabelige dokumentation mangler.
»Det er eksperimentel behandling, og vi skriver på vores hjemmeside, at vi ikke kan garantere patienterne noget som helst. Men vi ved, at der er ca. 1.280 udenlandske patienter, som har fået det bedre efter hospitalets stamcelle-behandlinger. Det er nok for os,« siger han. Atef El-Kher forudser, at ca. 200 danskere vil gøre brug af muligheden inden for det næste år.
I RYK, interesseorganisationen for rygmarvsskadede danskere, er man yderst kritisk over for pakkerejserne. Formand Mikkel Bundgaard har talt flere rygmarvsskadede patienter fra stamcelle-rejser til udlandet på grund af den manglende dokumentation. Han finder pakketilbuddet frastødende:
»Det grænser til et misbrug af folks håb om at blive behandlet. Der er jo en grund til, man ikke laver disse behandlinger i den vestlige verden,« siger Mikkel Bundgaard.
Det afviser Atef El-Kher:
»Der er ikke uetisk, for vi sælger dem ingen håb. Vi siger ikke, at vi kan helbrede folk med stamceller, men at vi muligvis kan forbedre deres liv. Det ved folk udmærket, inden de tager af sted.«
Læs patienterfaringer i Morgenavisen Jyllands-Posten, søndag den 26. april





