Offentliggjort 26.05.09 kl. 18:11
Fremover skal også rejsebureauerne indhente børneattester på de rejseguider, der ansættes til at tage sig af børn under 15 år, oplyser Kulturministeriet. Den nye praksis bliver indført, efter at en dansk turistguide tidligere på måneden blev idømt fængsel for overgreb på drenge, som han havde fået kontakt med via sit arbejde som guide og leder af et legeland på den spanske ferieø Tenerife.
- Regeringen har skarp fokus på, at vi har et effektivt system med børneattester, og at loven om børneattester dækker så bredt som muligt. Forældre skal trygt kunne overlade deres børn i andres varetægt. Det er derfor vigtigt, at der bliver indhentet børneattester på alle områder, hvor voksne har direkte kontakt til børn under 15 år, siger kulturminister Carina Christensen.
I modsætning til skolelærere, sportstrænere og pædagogmedhjælpere bliver rejseguider i dag nemlig ikke tjekket, når de ansættes. Rejsebureauerne kan indhente børneattester på frivillig basis, men det sker ofte ikke i praksis.
- Der er behov for at udvide pligten til at indhente børneattester også for rejseguider, der er udset til at tage sig af børnene ude i ferielandet. Det præciserer jeg i en bekendtgørelse, så også rejsebranchen bliver omfattet af pligten til børneattester, siger økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen.
Ritzau





