-7°
-8°
-8°
-8°
26°
-1°
18°
Vejret i andre byer
Grøndalsvej 3
8260 Viby J


Jourhavende
Kurt Hedevang

Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen

Ansv. redaktør
Jørn Mikkelsen

Udgiver
JP/Politikens Hus A/S

Kontakt jp.dk
Tip os - send pressemeddelelse

Netannoncer
Kontakt
anders.ovesen@jp.dk
Anders Ovesen

Hvis du vil vide mere
Blog om Morgenavisen
Jyllands-Posten


Artikelarkiv

Byggeri








Restaurant Golden Fox byder på god mad og formidabel udsigt.


Tip     Print     RSS     Del    

Grækenlands grønneste ø

Tekst og foto: JESPER MØLLER Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Offentliggjort 16.04.09  kl. 08:53 

Korfu er Grækenlands frodigste ø og rummer foruden dejlige strande en af landets mest charmerende byer.

Generelt

Korfu er på størrelse med Bornholm og har 130.000 faste indbyggere. I højsæsonen kommer hundredtusinder af turister fra hele Europa - dog især mange italienske og britiske gæster.

Frodighed har som bekendt sin pris, og Korfu er det sted i Grækenland, hvor der falder mest regn. Det sker dog primært forår, efterår og vinter, mens det sjældent regner i højsommeren.

Rejseføreren ”Turen går til Korfu og de ioniske øer” kan anbefales til inspiration før og under en rejse til Korfu.

Rejsen dertil


Flere danske rejsebureauer arrangerer charterrejser til Korfu. Vi rejste med Apollo, der har det største danske udbud af rejser til øen, og bureauet tilbyder ophold i Dassia, Gouvia, Agios Gordis, Glyfada, Agios Georgios og Perama. www.apollorejser.dk

Tre gode og dårlige ting ved rejsen

+ Korfu er grønnere og frodigere end nogen anden græsk ø.

+ Korfu by er usædvanligt smuk og charmerende.

+ Vejene er generelt af god kvalitet, så det er oplagt at leje en bil og tage på tur.

- Atmosfæren er nogle steder så international, at man mangler det græske særpræg.

- Afmærkningen er meget mangelfuld langs de mindre veje, så man farer let vild.

- Nogle steder på øen kan der være mange myg.

Udsigten er forrygende og som taget ud af et feriekatalog. Under os ligger en grøn skov af cypresser, oliventræer og andre gevækster, og længere ude i horisonten tårner to små klippehalvøer sig op. Mellem halvøerne ligger en lille strand med vand så turkist og klart, at det næsten gør ondt.

Velkommen til den græske ferieø Korfu - nærmere bestemt udsigtspunktet Bella Vista.

Stranden, som kan ses i baggrunden, er en af de berømte syv vige, der ligger omkring byen Paleokastritsa på øens nordvestlige kyst. Hver vig indeholder sin lille superstrand, der ikke mindst er kendt for det turkise vand.

Desværre er der ikke just tale om ”ukendte perler”, og i højsæsonen tager de mange besøgende noget af charmen fra stedet. Det samme gælder for det munkekloster, som ligger idyllisk på toppen af den ene klippehalvø.

Derfor kan det anbefales at køre lidt mod nord, op gennem den hyggelige landsby Lakones, og fortsætte ud til Bella Vista. På udsigtspunktet ligger et par restauranter, og vi valgte at spise frokost på Golden Fox, hvilket vi bestemt ikke fortrød.

I a la carte-afdelingen på mellemste etage fik vi fremragende mad og meget venlig betjening fra den gamle tjener Dimitri, mens vi nød det fænomenale vue ned over kysten. Golden Fox råder i øvrigt også over et par hotelværelser, hvor man kan bo med Korfus bedste udsigt lige uden for vinduet.

Bedst mod vest
Belønningen for at vælge vejen til Bella Vista er også, at man ved at fortsætte lidt længere mod nord når frem til den kilometerlange og dejlige strand ved Agios Georgios, der ikke er tilnærmelsesvis så overrendt som de syv vige ved Paleokastritsa. Korfus bedste strande ligger på vestkysten, og Agios Georgios formentlig en af de tre bedste ved siden af de sydligere beliggende Glyfada og Agios Gordios. Det skyldes ikke mindst, at de alle er sandstrande.

Umiddelbart nord for Agios Gordios har man i øvrigt fra restaurant Golden Horizon en udsigt ned over stranden, der er næsten lige så udsøgt som den fra Bella Vista. Maden og betjeningen er tilsvarende god, så også denne restaurant kan varmt anbefales til et frokost-stop.

Søg ind i landet
Korfu er dog meget andet end dejlige strande. En del af charmen under en dagsudflugt er at køre ind midt på øen og besøge nogle af de afsides liggende landsbyer, hvor turister er lige så sjældne som regn i juli.

Varipatedes er en sådan autentisk landsby, hvor byens ældre mænd sidder på det skyggefulde torv og ordner verdenssituationen. Her kan det anbefales at stille bilen og spadsere lidt rundt i de krogede gader, der i øvrigt er så smalle, at det er en god ide at nøjes med en lille udlejningsbil. Det er i landsbyer som Varipatedes, at man bedst oplever det ægte og uspolerede Korfu.

Det er også inde på øen, at man finder øens smukkeste natur. Her oplever man en frodighed, som er ganske sjælden for græske øer i sommersæsonen, hvor varmen og tørheden ofte resulterer i golde og afsvedne landskaber.

Korfu er den nordligste af de ioniske øer, der ligger på den vestlige side af det græske fastland. Her regner det mere end i Det Ægæiske Hav, og derfor er de ioniske øer grønnere end andre græske øer. Korfu er den frodigste af øerne, hvilket ses i form af millioner af oliventræer og cypresser, ligesom der også er en del landbrug.

Besøg Albanien
Korfus nordøstlige hjørne ligger blot 2 km fra Albanien, der således er nærmere end det græske fastland. Den beherskede afstand giver fremragende muligheder for en heldagstur til et land, hvis levevilkår ligger lysår fra vores vesteuropæiske virkelighed.

Den korfiotiske by, der ligger tættest på Albanien, er den lille, hyggelige flække Agios Stefanos. Den besøges primært af turister, der er på sejltur i egen båd, og de smalle, stejle veje er et effektivt værn mod turistbusser. Derfor er antallet af besøgende begrænset, og ved aftenstide er det herligt at sidde på en af de små taverner ved vandet og nyde en græsk middag.

En anden idyllisk lokalitet finder man på spidsen af halvøen Kanoni, der ligger syd for Korfu by. Ud for kysten ligger de to små øer Vlacherna og Pontikonissi, og det smukke motiv pryder mindst hvert tredje postkort fra Korfu.

Kosmopolitisk hovedstad
Uanset hvor mange attraktioner, der er rundt om på øen, overgås de dog af øens hovedstad. Korfu by er ubetinget den største seværdighed på øen, og byen regnes af mange som den mest charmerende i hele Grækenland.

Byens særpræg er, at den ikke er særligt græsk. Den er tværtimod meget kosmopolitisk og præget af tidligere tiders mange herskere. Korfu by - eller Kerkyra som grækerne kalder den - har således tidligere været besat af såvel byzantinerne, venezianerne, franskmændene og englænderne, inden den i 1864 atter blev en del af Grækenland.

Specielt de 400 år under veneziansk herredømme har givet Korfu by et tydeligt italiensk præg. De største bygninger fra den tid er byens to store fæstningsværker, hvorfra der er en herlig udsigt over resten af byen.

Spianáda (Esplanaden) er Korfu bys centrale mødeplads. Den var oprindelig en af de største pladser i Europa og er i dag ikke mindst kendt for at huse Grækenlands eneste cricketbane, der ikke overraskende er et levn fra den britiske epoke.

Franskmændene har også sat deres uimiskendelige præg - tydeligst i form af Liston-bebyggelsen med de mange smukke arkader. Liston blev på kejser Napoleons ordre bygget med Rue de Rivoli i Paris som forbillede, og den parisiske elegance fornægter sig ikke.

I dag ligger restauranter og cafeer side om side i Liston, og det er et herligt sted at spise middag eller nyde en forfriskning, om end priserne ikke er i den billige ende. Blandt de knap så dyre restauranter er Aegli, der absolut er et godt måltid værd. Her kan man både sidde på Liston-siden og ud til gågaden på den modsatte side.

Labyrintiske gader
Korfu bys mest charmerende islæt er dog uden sammenligning den historiske bydel med snævre, labyrintiske gader, hvor man lige så godt kan opgive at følge med på et bykort og i stedet bare lade sig drive med strømmen. Langt de fleste af gaderne er så smalle, at der ikke er plads til biler. Næsten hele den gamle bydel er derfor bilfri, hvilket bestemt ikke gør den mindre dejlig at slentre rundt i.

Nogle gader er fyldt med turister og butikker, mens andre stort set kun besøges af de lokale. Her kan man få en solid dosis lokalkolorit med fyldte tørresnore, der er udspændt mellem husrækkerne. En af de mest stemningsfulde gader er Gylford, men der er mange andre hyggelige af slagsen, og undervejs støder man på talrige små pladser og torve med restauranter, kirker og butikker. De shoppelystne kan få alle lyster styret - både med almindeligt tingeltangel og med gode og billige lokale produkter som honning, appelsinlikør, natursvampe, lædervarer og olivenolie.

Det gamle historiske centrum er fredet og kom i 2007 på Unescos verdensarvsliste over klodens mest bevaringsværdige lokaliteter.

På lune sommerdage tilbringer mange turister dagen ved stranden for derefter at søge ind til Korfu by ved aftendtide. Da summer byen af liv, og gaderne er pakket med besøgende. Derfor kan det anbefales at komme allerede om eftermiddagen og have god tid til at shoppe samt nyde de snævre, stemningsfulde gader, inden det store aften-rykind kommer.


Annonce



rejs.dk
Annonce:

Maldiverne lytter til spa-protester

Af JACOB HOVE
Sol og strand: Muslimer pressede Maldivernes præsident til at lukke alle spa-bade. Nu skifter han mening. Læs artikel

Fængslende ferieø

Af HENRIK LOMHOLT RASMUSSEN
Sol og strand: Ilha Grande lagde indtil for få år siden jord til to fængsler for hårde forbrydere. Læs artikel

Opdag det fredelige Phuket

Af MOGENS HANSEN, Jyllands-Postens udsendte medarbejder
Sol og strand: Patongs barer er det billede af ferieøen, mange ser. Men sanserne får andre stimuli i Kamala. Læs artikel

Uendelig strand på Fuerteventura

Af HENRIK GRØNVALD
Sol og strand: Øen er en gold vulkanø, men strandene, hvis sand er blæst dertil, hører til Europas fineste. Læs artikel

Koh Samui er en thailandsk perle

Af JENS ERIK RASMUSSEN
Sol og strand: Her er marmorhvide strande, turkisblåt hav og grønne kokospalmer. Og en mumie med solbriller. Læs artikel
Flere artikler


Annonce:

Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her.
Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, +45 87 38 38 38. Kontakt: http://jp.dk/kontakt/