Offentliggjort 08.08.08 kl. 14:02
I morgen kan italienerne få sig en anderledes strandoplevelse, når en kirke pustes op i vandkanten.
Italienerne tilbringer august på stranden og ikke i kirken. Byer som Rom og Milano bliver rømmet for mennesker, når ferien begyner i Italien, men i år følger den katolske kirke turiststrømmen helt ud i vandkanten.
Med en oppustelig kirke og et strand-kloster håber de troende imidlertid at kunne lokke strandgæsterne til hellige handlinger midt i ferien.
Chiara Facci fra den katolske gruppe Sentinelli del Mattino oplyser til Reuters, at en 30 meter bred kirke vil blive pustet op på en strand i Molise-regionen på den italienske Adriaterhavskyst
"Der vil være fire eller fem personer, der synger sange om Gud," siger hun.
Gruppens første forsøg på at opføre kirken i forrige måned gik i vasken, da stormvejr på Sardinien tvang katolikkerne bort fra stranden, men endnu et forsøg vil blive gennemført i morgen.
Ifølge gruppens hjemmeside tyder alt på en smuk dag ved vandet, hvor 1.000 unge vil samles for at fejre den hellige martyr Lorenzo.
På Middelhavskysten nær Napoli har nonner fra et lokalt kloster opført nogle strandhytter, hvorfra de vil sprede det guddommelige budskab. Nonnerne har også opført et alter i et telt.
"Strand-klosteret er som koncept blevet godt modtaget af både feriegæsterne og nonnerne," siger præst Antonio Rungi til det italienske nyhedsbureau Ansa.
Annonce:
Annonce:
Annonce: