
Offentliggjort 27.09.09 kl. 16:12
Sikkerhedseksperter mener, at en selvmordsbomber havde gemt sprængstof inde i kroppen. Det kan få konsekvenser for sikkerheden i lufthavnene, vurderer ekspert.
Meget tyder på, at den Al-Qaida-bombemand, der sprængte sig selv i luften ved et attentatforsøg på en saudiarabisk prins for en måned siden, havde skjult sprængstoffet inde i sin krop, skriver BBC.
Ved attentatforsøget blev bombemandens krop sprængt i to dele og gulvet fik et kæmpe krater, men prins Mohammed bin Nayef slap med mindre skader.
Den vestlige verden har undret sig over, hvordan selvmordsbomberen kunne komme så tæt på prinsen, uden at nogle opdagede sprængstoffet. Men nu mener retsmedicinere, at sprængstoffet muligvis har været gemt i kroppen og er blevet detoneret af en mobiltelefon.
Eksperter frygter nu, at det kan få alvorlige konsekvenser for sikkerheden i lufthavnene, hvor de traditionelle metaldetektorer ikke vil gøre megen gavn.
Peter Neuman fra Kings College i London fortæller, at sagen vil blive fulgt intensivt og kan gøre det mere kompliceret for passagerer at komme igennem lufthavnene.
"Hvis det virkelig er rigtigt, at metaldetektorer ikke kan registrere, hvis en person har gemt sprængstof i kroppen, vil det betyde, at de metaldetektorer, som i dag findes i lufthavnene stort set er ubrugelige," siger Peter Neuman ifølge BBC.
Sikkerheds- og efterretningseksperter frygter, at der kan være tale om en ny udvikling i selvmordsbomber, og metoden kan blive kopieret af andre.
Attentatforsøget på den saudiarabiske prins skete den 27. august 2009, da prinsen var på vej til en samling i anledning af ramadanen i Jeddah. Al-Qaida har efterfølgende taget ansvaret for selvmordsbombningen.
Annonce:
Annonce:
Annonce: