
En gratis flyvetur med Delta Airlines er ikke nødvendigvis lykken. Foto: AP
Offentliggjort 08.02.10 kl. 14:44
Uheld eller mord? Det japanske politi er ved at undersøge sagen efter ligfund i lufthavn.
Mandag fik en mekaniker i Tokyos Narita International Lufthavn sig noget af en overraskelse under en rutinekontrol af en Delta Airlines’ Boeing 777-200, som ankom til Japan fra New York.
Ved landingsstellet lå en død mand, som tilsyneladende var frosset ihjel under den lange flyvetur, skriver AP.
Manden, som endnu ikke er blevet identificeret, havde ingen voldstegn på sin krop, men det japanske politi udelukker dog ikke, at der kunne være tale om en kriminel handling.
”Vi ved ikke andet, end at han måtte have sneget sig ind lige før afgang, eftersom det ikke vil være muligt for ham at komme derind under flyvningen,” sagde politiets talsmand, Zenjiro Watanabe.
Han oplyste også, at temperaturen ved landingsstellet falder helt ned til minus 50 grader, når flyet er i luften, mens den døde ikke havde andet end et par cowboybukser og en langærmet t-shirt på.
”Jeg har aldrig haft en sag som denne,” tilføjede Zenjiro Watanabe.
Det har andre til gengæld. I 2007 fandt man under lignende omstændigheder en død mand, som også tog en gratis, dødelig tur med et Boeing-fly.
I modsætning til ”den nye” mand fløj han dog ikke fra men til USA: Fra Shanghai til San Francisco.
Annonce:
Annonce:
Annonce: