
Offentliggjort 29.03.10 kl. 06:20 - opdateret kl. 06:32
Morgentrafikken i Moskva blev ramt af to blodige eksplosioner. Op mod 40 mennesker er blevet dræbt.
To eksplosioner rystede mandag morgen metrosystemet i Moskva med op mod 40 dræbte og mange sårede til følge. Ifølge AP har Moskvas offentlige anklager netop bekræftet, at den første eksplosion skyldtes en selvmordsbomber.
Den første eksplosionen skete inde i et tog, der holdt på stationen Lubjanka, siger Irina Andrianova, en talskvinde for sikkerhedsministeriet ifølge AP.
Lubjanka-stationen ligger på den meget travle metroringlinje i den nordlige del af Moskvas centrum. De seneste meldinger går på, at 22 mennesker er blevet dræbt ved denne eksplosion.
Den næste eksplosion ramte stationen Park Kultury cirka 45 minutter efter den første og har ifølge internationale nyhedsbureauer kostet mellem 12 og 15 mennesker livet. Park Kultury-stationen ligger ligeledes på metroringlinjen, blot i den sydlige del af centrum. Stationen er en af de store skiftestationer i Moskva.
Ifølge Reuters er omkring 15 blevet såret i den første eksplosion, som er sket nær hovedkvarteret for den russiske efterretningstjeneste, FSB.
De to eksplosioner er indtruffet i myldretiden i Moskva, den første klokken 7.56 lokal tid og den næste klokken 8.37. Togvognene var da fyldt med folk på vej til arbejde.
Ifølge AP er Moskvas metrosystem et af verdens travleste, og det transporterer på en almindelig arbejdsdag omkring 9 mio. mennesker rundt i byen.
40 mennesker blev dræbt i terrorangreb i Moskvas metro i 2004, og dengang tog tjetjenske oprørere efterfølgende ansvaret for bomberne.
TV: Se mobiloptagelse fra metrostation Park Kultury
Annonce:
Annonce:
Annonce: