Tip     Print     RSS     Del    

Taleban folk flygtede fra ideal-samfundet

Af ERIK THOMLE og CARSTEN INGEMANN (foto), Jyllands-Postens udsendte medarbejdere

Offentliggjort 02.12.01  kl. 01:00 

Troende muslimer med Osama Bin Laden som forbillede strømmede fra hele verden til Afghanistan for at grundlægge et muslimsk idealsamfund. En skandinavisk piges papirer afslører planerne.

Jalalabad

I en stille palmelund på kanten af Kabul Floden ville superterroristen Osama Bin Laden grundlægge sit "forjættede land".

Fra Skandinavien, Rusland, Tyrkiet og hele den arabiske verden strømmede troende familier til Afghanistan for at bygge verdens første muslimske idealsamfund på Osama Bin Ladens tolkning af Islam.

Disse muslimske overmennesker, hvis drenge fra første skoledag blev uddannet i terror, og hvis overlevende krigere giftede sig med martyrernes enker, ville med "Islam besejre verden i Osama Bin Ladens lys", som en troende skrev i hyldestdigt til deres forbillede.

Her havde navngivne terrorist-ledere fra hele Mellemøsten deres gang, og her kunne Bin Ladens tilhængere i ro og mag fremstille falske rejsedokumenter.

Men tirsdag den 13. november brød Taleban-regimets lokalstyre i den østlige provinshovedstad, Jalalabad, sammen, og familierne måtte flygte over hals og hoved fra palmelunden og de første 100 små, nydelige og indflytningsklare rækkehuse. Længere ude på sletten mod floden var der gjort plads til mange flere.

Jyllands-Posten fandt det forladte Utopia i udkanten af Jalalabad, mens internt fordrevne fra Nuristan var ved at rykke ind i de efter afghanske forhold luksuriøse rækkehuse.

Tæt fulgt af mænd med Kalashnikov-rifler over skulderen gik vi rundt i resterne af Osama Bin Ladens forjættede land.

Tolken Riaz var parat til at stikke af lige på stedet, da mændene med rungende latter og et bragende skud demonstrerede, at riflerne var ladt.

Efter rundgangen hævdede mændene, at de havde været vores eskorte og nu skulle have betaling.

Det første kontante tilbud var de ikke tilfredse med og nægtede at åbne gitterporten fra "Det forjættede land".

Med de bedste argumenter på hånden - skudklare rifler - fik riffelmændene, hvad de forlangte: Et par hundrede amerikanske dollars.

»De gik og snakkede om, hvor let de kunne føre Jer hen på et afsides sted og tage fotografens kamera. Det må være mange penge værd,« sagde Riaz med stadig sitrende stemme på vej væk.

I det kaos, som fulgte Talebans sammenbrud, blev husene i straks plyndret for alt af værdi. Møbler, kogegrej, stikkontakter og vandrør. Alt er væk. Tilbage på en lille sundhedsklinik ligger kun et røntgenbillede af en brystkasse.

Mellem snavs og andet affald, ligger tusindvis af hellige skrifter, bøger og breve på arabisk spredt ud over gulvene.

Men midt i svineriet kan vi læse eller tyde nogle løse sider. Skriftsteder og regninger på engelsk, på tyrkisk, på russisk - og på svensk.

Højgravid svensker

Især de sidste er talrige. Alle er efterladt af en 36-årig svensk kvinde, Carola, der højgravid og syg måtte flygte ud mod bjergene på grænsen til Pakistan uden sine personlige dokumenter som testamente og et langt brev fra moderen i Sverige. Brevet beskriver i detaljer, hvordan datteren kan begå socialbedrageri og få udbetalt pension både til sig selv, til sønnen Bilal, og til sit ufødte barn, skønt hun alt for længe har været væk fra Sverige.

Hendes mor har sat 5000 kroner til side til et besøg ude hos datteren, men foreslår bekymret, at datteren i stedet bruger pengene at tage barnebarnet med hjem til Sverige.

Men Talebans sammenbrud og Osama Bin Ladens flugt kom dem i forkøbet.

I dag kender moderen kun lidt til Carolas og barnebarnets skæbne efter den paniske flugt. Hun ved ikke en gang, om hun er blevet mormor til datterens andet barn.

»Jeg håber, de har det godt, men jeg har ikke talt med Carola. Gennem andre har jeg hørt, at hun skulle være i Pakistan nu,« siger Inge-Britt Ferm fra Rödeby i Sverige. Ellers vil hun kun fortælle, at datterens første mand døde for flere år siden.

Uanset om Carola og barnebarnet er nået ud af Afghanistan, er deres liv i fare.

De udenlandske Bin Laden-tilhængere var under betegnelsen "araberne" de mest forhadte af Taleban-styrets støtter, og også i Pakistan jagtes de nu af både pakistanske og amerikanske elitesoldater i "De hvide Bjerge" på begge sider af grænsen.

Selv lever Osama Bin Laden ifølge den nye regering i Kabul formentligt i skjul i Tora Bora højdedragene ved foden af bjergene nogle få kilometer uden for Jalalabad. Her har amerikanerne bombet og smidt flyveblade ned med løfter om en dusør på 200 millioner kroner for oplysninger - eller for at få terroristen udleveret fra en af områdets private milits-ejere. De nye magthaveres egne styrker vover sig ikke ind i Tora Bora.

Engelsk testamente

Carolas første mand var fra Algeriet, og hun skriver i sit engelsksprogede testamente, at sønnen skal sendes ned til mandens forældre i den lille flække, Mohammadia, i Algeriet, hvis hun selv dør.

Han skal ikke til hendes mor i Rödeby, skønt hans efterladte stilehæfter viser, at hans sprog er svensk, og at han først nu var i gang med at lære arabisk. Men Carolas moder er ikke muslim. Hun skal kun blot underrettes snarest, hvis datteren dør, står der i testamentet.

Det er dateret i hovedstaden Kabul den 6. september forrige år og formentlig skrevet i forbindelse med mandens død.

Også den svenske kvindes anden mand er en af de forhadte arabere fra Algeriet. Han var allerede gift og havde børn med en kvinde fra sit hjemland, da han påtog sig at forsørge Carola og hendes søn gennem ægteskabet.

Flerkoneri er en social forpligtelse i Osama Bin Ladens idealstat.

En regning fra maj i år for et lægebesøg i den pakistanske by Peshawar på den anden side af det legendariske Khyberpas, fortæller både, at Carola blev gift fem måneder tidligere, blev gravid efter to måneders ægteskab og nu er gift for anden gang. Netop i disse dage må hun enten have født eller være ved at nedkomme.

I et rum, der skulle være idealsamfundets skole, ligger løse stykker papir med håndskrevne formler i et syndigt rod på betongulvet.

En tilfældig linie er formelen på sprængstoffet nitroglycerin. Lige over den står opskriften på tændsatser.

I samme rum ligger skriftet "Osama Bin Ladens krigserklæring," og "Hvad de vantro siger om Sheikh Osama Bin Laden." Et andet sted visumblanketter, der endnu ikke er udfyldt, men kan skaffe eftersøgte ny identitet og indrejse i andre lande.

Jomfrueligt land

Hidtil har vi under opholdet i Afghanistan troet, at den saudi-arabiske fanatiker, der - med amerikansk støtte - drog til Afghanistan for at kæmpe mod sovjetiske tropper, kun tilkaldte arabiske lejesoldater. Men i Afghanistan fandt han også jomfrueligt land til det, der skulle være hans samfund med tilhængere fra hele verden. I dette utilgængelige land ville det stort set være uden for fjendernes - de vantros - rækkevidde, og bjergene omkring Jalalabad var spækket med hans baser.

Alle menige afghanere kendte kun araberne som overmennesker, der kørte rundt i byen og brutalt håndhævede Koranens forskrifter på den måde, deres åndelige fører tolker den hellige skrift.

Men under en tur i en gammel firehjulstrækker på de støvede og stenede veje nord for Jalalabad forsøger chaufføren at prakke os en engelsksproget Koran på.

Kära syster

Mere interessant er et farvestrålende postkort, skrevet på svensk til "Kära syster".

Begge dele stammer fra det lokale Al-Qaeda kontor, påstår han.

Al-Qaeda er Osama Bin Ladens verdensomspændende netværk, som den vestlige verden har erklæret krig.

Senere samme dag fortæller lederen af en skole for piger ude på Nangahar Universitet, Langhona, hvordan arabiske familier for et par år siden rykkede ind i nogle af universitetets huse.

Forhadte arabere

»Araberne var stærke. Universitetet forsøgte at få dem ud, men det var umuligt. De var også forhadte, for de kom og ville kommandere med afghanerne,« fortæller hun. »Nogle af pigerne gik her på skolen. De var helt tildækket lige fra første klasse. Men alle araberne forsvandt efter angrebet den 11. september.«

Ude ved palmelunden blev "araberne" boende lige til sammenbruddet. Carola var til læge i Peshawar i Pakistan den 24. september og vendte tilbage til Afghanistan. Lægeregningen er hendes sidste livstegn på stedet.

De første beboere i "Det forjættede land" slog sig ned i gamle huse inden mellem daddelpalmer, citrustræer og små urtehaver, adskilt af kanaler med rislende klart vand, mens rækkehusene blev bygget.

Henne i hjørnet står et lille skur. Lidt ammunition og nogle panserraketter vidner om, at det var våbenlager, inden flugten.

I en dyb grøft ligger panserminer og håndgranater pænt stablet, beskyttet mod luftangreb.

Lunden og sletten ned mod Kabul Floden er ifølge lokale folk ejet af en af Osama Bin Ladens nærmeste venner, og den religiøse leder har flere gange været på besøg.

I et langt brev oversat til svensk, fortæller Carolas første mand, hvordan han har talt direkte med både Osama Bin Laden, Talebans øverste leder, Mullah Omar, og en lang række andre kendte terroristerledere. Blandt dem er lederen af den forbudte egyptiske Jamiat Islamia, hvis medlemmer i stort tal har asyl i Danmark. Også religiøse ledere fra Libyen og Marokko mødte han her.

Han priser de arabiske terrorister, og fortæller beundrende, at nogle af dem har gjort "ba ia" - sværget at kæmpe til døden - til Taleban-lederen, Mullah Omar.

Og han priser Mullah Omar for indførelsen islamisk lov, "shar ia" og herunder sraffeloven " al Hadd" med blandt andet afhugning af hænder i Afghanistan.

Brevet er vedhæftet et opråb om hellig krig mod "Den store Satan."

Kvinder opfordres til at opildne deres mænd til følge "vor broder, Sheikh Osama Bin Ladens, eksempel og bekrige den sande fjende."

Hvem den sande fjende er, lader opråbet ingen i tvivl om. "Måske i morgen bliver din moder voldtaget eller dine børn slagtet af den store Satan - Amerika."

På forsiden af opråbet skriver Carola, at hun har taget en kopi til en unavngiven "søster," der måske ikke kan have brevet liggende hjemme. I dette idealsamfund henvender kvinder sig kun til kvinder, og mænd kun til mænd. Derfor er alle breve hjemme fra Sverige - bortset fra moderens - indledt med "Kära Syster." En troende medsøster formaner hende om, aldrig at skrive afsender på brevene eller videregive adresser inde i dem. De kan falde i forkerte hænder.

En af de lokale naboer, Zahid på 20 år, stikker hovedet gennem et hul i muren omkring lunden og vil snakke. Men han er bange for de nye beboere oppe fra Nuristan og skynder sig væk, så snart han har fortalt om den svenske kvinde, som alle i omegnen havde kendskab til.

Det er et år siden, hun dukkede op ovre i de gamle bygninger med Bilal, der pludselig havde fået en ny far, endnu en mor og fem-seks nye søskende.

Zahid har aldrig talt med den svenske kvinde. Hun var altid tildækket af den burka, Taleban gjorde obligatorisk. Men han talte ofte med hendes mand, der gik og byggede på enderækkehuset uden for lunden.

Imens sad Bilal og terpede arabiske gloser i et hæfte "fremstillat av Svan-godkänt papper", som der stod bag på det. Bogen "Elektronik for Alle" var lånt på Stockholm Stadsbibliotek og bliver formentlig aldrig afleveret.

Også de bøger lå i bunken af religiøst materiale, folkene fra Nuristan har fejet sammen i en bunke.

Nu sælger de af materialet til enhver, der vil give dem nogle penge.

Bistandshjælp som i Danmark eller pension, som de penge Carola fik anvisning på at svindle sig til i Sverige, kan ikke oversættes til et eneste af de mange sprog i Afghanistan. Den form for hjælp findes ikke.

Regeringen har givet familierne besked på, at de kan slå sig ned i husene, men mad eller penge får de ikke.

De begynder med at kræve 200 dollars blot for at vise papirerne frem. De får ikke en klink.

Så vil de have samme beløb for at lade os tage de svenske papirer med, men slår til for en brøkdel blot for at få nogle kontanter.

Til gengæld tager de rigeligt revanche henne ved porten, hvor riflerne sætter prisen.

erik.thomle@jp.dk