Tip     Print     RSS     Del    

Bonde Nielsens guldåre i Georgien

Af JOHN HANSEN

Offentliggjort 19.11.06  kl. 22:30 

Den danske erhvervsmand Jan Bonde Nielsen har fundetguld i sin turbulente karrieres efterår: Olieterminal ved Sortehavet i Georgien er den bedste forretning, han har skabt - og planerne er lagt for langt større investeringer.

Batumi/Tbilisi

Køer går frit rundt i gaderne i Batumi. Græsser, hvor de kan komme til det langs de mudrede veje, hvor de mange huller i asfalten skifter mellem to tilstande: Mudder, hvis det er længe siden det har regnet. Søer, hvis det lige har regnet.

Bilisterne snor sig i sære mønstre uden om køer, dybe huller, deforme jernbaneoverskæringer og grupper af mørkklædte mænd i den arbejdsføre alder, som midt på en almindelig onsdag ikke har noget bedre at tage sig til end at stå på gaden og snakke og ryge cigaretter.

Vejen ved havnen fører længe langs en hvid mur. Foran muren vokser saftigt, velplejet grønt græs, hvor et par køer indtager det bedste måltid der kan opdrives i miles omkreds.

Man kommer ind bag den hvide mur gennem en metalport, som den uniformerede vagtmand åbner.

Bag porten er en anden verden: På Batumi Oil Terminal er der rent, ordentligt og velplejet. Så rent, at den besøgende end ikke kan lugte at her omlades olie, benzin og gas i mængder, der tælles i millioner af tons.

Danskeren Jan Bonde Nielsen har fået en milliardforretning ud af at sætte skik på olieterminalen i Batumi, Georgiens vigtigste havneby ved Sortehavet, og beskæftiger i dag 4.000 mennesker i Georgien. Eftersom Bonde Nielsen gennem 20 år har afvist danske mediers interesse - i forbindelse med Morgenavisen Jyllands-Postens besøg afslog han såvel interview som fotografering - og Georgien desuden er et lille land langt uden for nyhedernes hovedstrøm, er det sket uden større opmærksomhed i den 68-årige erhvervsmands fødeland.

Indbringende forretning

Men her i Georgien har Jan Bonde Nielsen skabt sin mest indbringende forretning nogensinde. Og der er planer om at gøre den langt, langt større. Det vender vi tilbage til.

Bonde Nielsens forretning i Batumi er enkel: Olie bliver landet fra Det Kaspiske Hav i havnebyen Baku i Adserbadjan, hvor det omlades til jernbanetankvogne. Tankvognene køres tværs gennem Georgien til olieterminalen i Batumi ved Sortehavet. Her tømmes olien fra tankvognene over i store lagertanke og senere videre over i tankskibe i Batumis havn. De fyldte tankskibe sejler over Sortehavet og ud gennem Bosporusstrædet i Tyrkiet til Middelhavet - og dermed resten af verden. Sådan har det været i 120 år, siden bl.a. brødrene Nobel og lån fra baron Alphonse Rotschild skabte forbindelsen, og gjorde Batumi til en af verdens dengang vigtigste oliehavne.

For otte år siden var Batumi Oil Terminal i en jammerlig forfatning. Georgien var i 70 år en stat i det daværende Sovjetunionen, olieterminalen var statsejet. Efter Sovjetunionens sammenbrud og Georgiens selvstændighed i 1991 var der ingen midler i statskassen til at holde den misrøgtede terminal ved lige, så det gik kun én vej: Tilbage. I 1994 blev det tilhørende olieraffinaderi opgivet - det var slidt ned, og staten havde ingen penge til moderniseringer.

Olieterminalen fungerede stadig i 1998, men forfaldet rådede, og forretningen var hensygnende, med en årlig omsætning på bare 3 mio. tons olie. Der var brug for at få udenlandske investorer til Batumi, og de skulle have godt med penge med.

I efteråret 1998 var en bekendt af Jan Bonde Nielsen på vej til søndagsfrokost i Batumi, og han inviterede Jan Bonde Nielsen med. Bonde Nielsen havde i 1990erne været medejer af et russisk olieselskab, Tebukneft, så han kendte til oliebranchen. Og han fik øje på mulighederne i Batumi. Han fandt også frem til den rigtige måde at skrue sit tilbud sammen på: Hvor andre med de samme ideer havde tilbudt de statslige ejere en fifty/fifty ordning, var Bonde Nielsens tilbud anderledes: Han ville overtage driften. De daværende ejere kunne beholde fortjenesten på de 3 mio. tons olie om året, som var udgangspunktet. Bonde Nielsen ville blot have halvdelen af fortjenesten på den ekstraomsætning, han kunne skaffe ud over de 3 mio. tons.

Det forslag kunne det statslige ejerskab ikke tabe på, og Jan Bonde Nielsen fik sin aftale.

Skik på terminalen

En af de første der så, hvad Jan Bonde Nielsen havde investeret i, var Ole Ovesen. Oprindelig gartner og fra Fyn, som Bonde Nielsen. De to er lige gamle, og Ole Ovesen har været med på de fleste af Bonde Nielsen op- og nedture siden 1962. Fra Dansk Chrysantemum Kultur på Sardinien til tømmerhandel i Brasilien, Nigeria og Sibirien. Nu blev han sendt til Batumi for at sætte skik på olieterminalen.

»Da vi kom herned, var det kørt helt ned. Pumperne virkede ikke, olien sprøjtede ud af utæthederne, og de havde intet værktøj. Alt, hvad der kunne stjæles, var stjålet,« fortæller Ole Ovesen.

»Det var en typisk Jan Bonde Nielsen-ting - at kunne se ideen. Det spændende ved at arbejde for ham er, at det andre siger er for svært, eller ligefrem umuligt, det gør han bare: Simsalabim!«

I Batumi skulle der nu lidt mere til end en trylleformular. Jan Bonde Nielsen måtte dybt i lommerne på sit eget selskab, Greenoak Holdings Ltd., og hente fremmede investorer ind for at få sin olieforretning på skinner. Til dato er der investeret omkring 400 mio. kr. i at gøre olieterminalen til en moderne, højeffektiv virksomhed, som i år forventer at udskibe 12 mio. tons olie - fire gange mere end udgangspunktet i 1999. Og der er penge i det: Overskuddet ventes i år at runde 300 mio. kr. før afskrivninger og skat.

I mellemtiden er de gamle statslige ejere købt ud.

Det er til at få øje på, hvad de mange investerede millioner er brugt på: Hele terminalområdet med losse- og lasteanlæg og med de store tankfarme, hvor olien samles, mens den venter på afskibning, er så nyt, så rent, ryddeligt og pillent, at det i den henseende ville tilhøre eliten hvor som helst i verden. Det samme gælder terminalens hjerte, de aflæsningsramper, hvor tankvognenes olielast tømmes og pumpes til lagertankene. Den største og nyeste er 260 meter lang, har fire spor, og kan dermed håndtere mere end en kilometer togvogne samtidig. Når alt kører perfekt, kan 850 tankvogne med hver 60 tons tømmes på en dag.

Terminalen kan håndtere op mod en snes forskellige produkter - fra den almindelige råolie, der flyder let som dieselolie, til den stærkt paraffinholdige, knapt nok flydende olie, som skal opvarmes til mere end 40 grader for at kunne pumpes ud af tankene, foruden forskellige raffinerede olieprodukter og flydende gas.

Forretningen handler mest om logistik - at olien er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Da terminalen i Batumi var på plads, kom turen til næste led i kæden: Jernbanetrafikken med tankvogne, som fører olien fra Baku ved Det Kaspiske Hav til Batumi ved Sortehavet.

Georgien har historisk været plaget af en usædvanlig omfattende korruption, og den statslige jernbanedrift var ingen undtagelse. Når olie var lastet på tankvogne i Baku, begyndte forhandlingerne om, hvor hurtigt tankvognene kunne nå frem til Batumi. Uden betaling under bordet til de rigtige mennesker, kunne den relativt korte tur vare op til 10-12 dage.

Det var et problem af to årsager: For det første fik det olieselskaberne til at søge alternative ruter, for det andet gjorde det effektiv planlægning på terminalen i Batumi nærmest umulig. Det fik i 2001 Jan Bonde Nielsen til at beordre sin terminal lukket i tre dage i protest mod forholdene, men først i 2004 fik han selv hånd i hanke med jernbanetransporten gennem et nystiftet selskab, Petrotrans. Nu køber olieselskaberne også landtransporten af Bonde Nielsens forretning, og fra et døgnbemandet kontor i hjertet af Georgiens hovedstad, Tbilisi, styrer en snes medarbejdere de 3.000-4.000 tankvogne, som konstant er på skinnerne mellem Baku og Batumi. De georgiske statsbaner var nødt til at være lydhøre over for ønskerne fra Batumi Oil Terminal: Olietransporterne dertil tegner sig for 60 pct. af jernbanens omsætning og skaber dermed grundlaget for 18.000 ansattes beskæftigelse i det forarmede og arbejdsløshedsplagede land.

Både jernbanen og Batumi Oil Terminal er udsat for konkurrence fra en rørledning, som åbnede tidligere i år. Gennem den kan olien pumpes direkte fra Baku ved Det Kaspiske Hav til den tyrkiske havneby Ceyhan ved Middelhavet.

Men Batumi Oli Terminal har gjort en del for at sikre sig mod, at forretningen tørrer ud: Der er indgået en femårig aftale med olieselskabet Exxon Mobil, og der forhandles om en tilsvarende med Chevron Texaco - begge selskaber har interesse i at opretholde et alternativ til den nye rørledning.

Desuden indgik Jan Bonde Nielsen i september en afgørende aftale med det suverænt største olieland ved Det Kaspiske Hav, Kasakhstan. Ikke alene har det statsejede selskab KazMunaiGaz garanteret betydelige fremtidige oliemængder gennem Batumi - Bonde Nielsen har også fået selskabet som partner i terminalen.

Nye planer

Det er en af årsagerne til, at Jan Bonde Nielsens olieforretning i Georgien kan blive langt større end i dag: De to parter er langt i planerne om at opføre et olieraffinaderi i tilknytning til terminalen i Batumi. Den principielle beslutning er taget, og formaliteterne forudses at være på plads i løbet af tre måneder. Onsdag i denne uge faldt endnu en brik på plads, da regeringen sagde ja til at sælge det nødvendige areal ved havnen til formålet.

Andre planer er i denne måned blevet forhandlet på Jan Bonde Nielsen-selskabernes kontor i GMT Plaza ved Frihedspladsen i hjertet af Georgiens hovedstad Tbilisi. Planerne involverer stærke partnere fra Rusland: Selskaber knyttet til det dominerende russiske gasselskab Gazprom, og til Ruslands næststørste bank, Vnestorg. De mødtes, med Jan Bonde Nielsen som vært, med ministre fra Georgiens regering for at drøfte opførelsen af fabrikker i Batumi til fremstilling af metanol og ammoniak fra naturgas. Sammen med raffinaderiplanen er der tale om investeringer i størrelsesordenen 18 mia. kr.

Fra denne sommer har Bonde Nielsens selskaber allerede udvidet forretningen yderligere: For en pris på mere end en halv mia. kr. har Greenoak Holdings købt retten til at drive hele havnen i Batumi i de næste 49 år: Tørlast, stykgods, færger og en fremtidig containertrafik, som kræver yderligere investeringer, fordi havnen lige nu mangler udstyr til at håndtere containere.

»Med overtagelsen står Greenoak for al aktivitet i og omkring havnen i Batumi, så nu forestår et stort stykke arbejde med at effektivisere havnen,« siger Mogens Hansen, adm. direktør for både havnen, Batumi Oil Terminal og ejerselskabet Naftrans.

Mogens Hansen kom til Georgien for fem år siden, efter 20 års arbejde for internationale fødevarevirksomheder i Sydafrika, Costa Rica, Panama og Tyrkiet, for at skabe en helt anden Bonde Nielsen-virksomhed: Tekstilfabrikken Batumitex, som ligger midt i Batumi.

Endnu en statsejet virksomhed, som var kørt ned til sokkeholderne.

»Den var så godt som lukket. Da jeg kom, var der kun én kunde tilbage - en tysk virksomhed. Og den var også på vej ud, fordi kvaliteten var utilfredsstillende. Jeg begyndte med at overbevise den tyske kunde om, at det ville blive anderledes, og så tog vi den der fra,« fortæller Mogens Hansen.

Kantine til de sultne

Tekstilfabrikken blev renoveret, arbejdsgangene gjort effektive, der blev indrettet en kantine, så medarbejderne ikke besvimede af sult midt i arbejdet, som de gjorde i begyndelsen, og Mogens Hansen rejste Europa rundt for at skaffe kunder til tekstilfabrikken. Den kom på fode og beskæftigede op til 1.200 medarbejdere. I dag er driften af Batumitex overladt til en partner, Low Profile i Tyrkiet, som afsætter hovedparten af produktionen til den britiske varehuskæde Marks & Spencer. Greenoak er stadig medejer af Batumitex.

»Vi har foreløbig ikke fået noget ud af det økonomisk, men vi får noget ud af at gøre noget for samfundet,« siger Mogens Hansen.

»Vi er selvfølgelig nødt til at lave profit på det, vi gør, så vi kan skabe et afkast til vores investorer, det lægger vi ikke skjul på. Men vi vil gerne vise, at det ikke er det eneste, der kommer ud af det, f.eks. ved at skabe de arbejdspladser på tekstilfabrikken. Man skal give noget tilbage, især i udviklingslande. Du kan ikke sidde her i Batumi og drive virksomhed og så ignorere totalt, hvad der foregår omkring dig,« siger han.

Olieterminalen driver også et sportscenter for unge i Batumi, hvor de gratis kan få instruktion i forskellige sportsgrene; en børnehave med plads til 84 børn; et folkekøkken hvor 150 Batumiborgere gratis kan spise sig mætte hver dag; sponsorerer moderniseringen af det lokale kulturcenter, og hvad der ellers følger med at være den suverænt største virksomhed i en by med 120.000 indbyggere.

»Det sker i mange tilfælde på vores eget initiativ, men andre gange er det noget regeringen opfordrer os til. Hvis vi sagde nej hver gang, hvordan kunne regeringen så blive ved med at se positivt på alle de ting, som vi vil?« spørger Mogens Hansen.

john.hansen@jp.dk