
Offentliggjort 08.04.08 kl. 04:56
Kina fordømmer i skarpe vendinger de mange forsøg på at forpurre den olympiske fakkels vej gennem London og Paris de seneste dage.
Kineserne anklager "tibetanske separatist-styrker" for at stå bag forsøgene på at afbryde fakkeloptoget og beskylder dem for hverken at have respekt for den olympiske ånd eller for Storbritanniens og Frankrigs love.
- Deres modbydelige handlinger besudler den olympiske ånd, lyder det i dag i en erklæring fra det kinesiske udenrigsministerium.
Kina havde håbet, at de mange forskellige atleters tur med faklen gennem verdenskendte byers gader frem mod OL i Beijing til august, ville blive et triumftog for De Olympiske Lege og ikke mindst for Kina selv.
I stedet er det blevet til kaotiske scener på alverdens tv-skærme, hvor demonstranter kaster sig ud i tumult med politiet for at komme frem til faklen som protest mod Kinas behandling af indbyggerne i Tibet.
Ritzau
Annonce:
Annonce:
Annonce: