
Offentliggjort 15.01.09 kl. 09:11
Johanne Vinther Axelsen, som torsdag blev idømt 15 års fængsel i Cambodja, er uskyldig og anede ikke, at hun foretog sig noget ulovligt. Det hævder den danske kvindes bror.
Claus Allan Vinther Andersen oplyser til bt.dk, at Johanne Vinther Axelsen blev anholdt i april sidste år, da hun besøgte sin søn Niels, der har boet i landet i fire år. Her dyrkede han thai-boksning på højt plan og havde opbygget en lille forretning med at sælge hovedpinepiller til USA.
- Hun anede ikke, at det var ulovligt. Hun troede bare, det var en smart måde for sønnen at tjene lidt ekstra håndører på, fortæller Johannes bror i Danmark, Claus Allan Vinther Axelsen til bt.dk
Men da Johanne forsøgte at sende pillerne, blev hun arresteret i Cambodja. Sønnen Niels flygtede.
- De nåede ikke at få fat i ham. Og jeg ved, han lige har været i Danmark. Jeg er ikke sikker på, hvor han er nu, fortsætter Claus.
Men Niels var tynget af skyld, og derfor har han flere gange forsøgt at hjælpe sin mor.
- Han har forsøgt at betale advokater for at hjælpe Johanne, men hver eneste gang, han forsøgte det, stak de af med pengene. Hele systemet er så korrupt dernede, siger Claus til bt.dk
Men dommen er den første af slagsen i Cambodja, ifølge Claus Allan Vinther Axelsen.
- Så vidt jeg ved, er den dom den første af slagsen. Det er jo ikke ulovligt at købe det (kodein, red.), men det er ulovligt at sende så store mængder ud af landet. Så får det status af narkotika. Men du kan frit købe det overalt i Cambodja, forklarer han.
Johanne Vinther Axelsens søn blev også idømt 15 års fængsel, selv om han ikke var til stede i retssalen.
Kilde: bt.dk
Annonce:
Annonce:
Annonce: