
Regeringskritiske demonstranter på gaden i Bangkok. Foto: David longstreath/AP
Offentliggjort 14.03.10 kl. 14:18
De ansatte på den danske ambassade i Bangkok er særligt på stikkerne i disse dage. Ambassaden følger demonstrationerne i Thailands hovedstad tæt, og det skal alle danskere i Bangkok også gøre, siger Danmarks ambassadør i Thailand, Michael Sternberg.
- Danskere i Bangkok skal følge lokale medier og Udenrigsministeriets rejsevejledning om udviklingen i gaderne, og så skal de holde sig langt væk fra demonstrationerne, siger han.
Michael Sternberg, frygter, at det skal udvikle sig til de samme voldsscener, der udspillede sig i Bangkoks gader sidste år.
- Der gik det virkelig hårdt for sig. Der blev skudt, brugt tåregas, og folk var enormt voldelige over hele byen. Det var ikke kønt, og det vil vi nødig se engang til, siger Michael Sternberg.
Indtil søndag sen eftermiddag lokal tid var demonstrationerne forløbet forholdsvist fredeligt, siger ambassadøren.
Omkring 100.000 gik på gaden i de karakteristiske røde skjorter, som er de regeringsfjendtliges kendetegn, mens flere demonstranter fra hele landet strømmede til hovedstaden i en lind strøm af biler.
Søndag gav demonstranterne regeringen en frist på 24 timer til at gå af.
- Ellers vil de øge presset. Hvordan er der ingen, der ved. Nu må vi se, hvad natten bringer, siger Michael Sternberg.
Oprørslederne har blandt andet opfordret alle demonstranter til at medbringe en flaske benzin, så gaderne kan sættes i brand.
Men der er et kæmpe opbud af militær og politi til at holde situationen under kontrol, siger Michael Sternberg.
"Rødskjorterne" demonstrerer for at vise deres støtte til tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, som blev afsat ved et militærkup efter en korruptionsskandale.
Demonstranterne kræver, at den siddende premierminister, Abhisit Vejjajiva, trækker sig.
- Vi, de røde, kræver, at regeringen giver magten tilbage til folket og opløser parlamentet straks, siger lederen for demonstrationerne, Veera Musikapong.
Abhisit Vejjajiva afviser at træde tilbage og siger, at han har ret til at blive siddende til næste valg.
Sikkerhedsforanstaltninger er omfattende, 50.000 politibetjente og sikkerhedssoldater er udkommanderet for at holde ro og orden.
Demonstrationen begyndte klokken seks dansk tid, og hidtil er der ingen rapporter om sammenstød.
Ritzau
Kilde: Ritzau