
Offentliggjort 20.05.10 kl. 12:58 - opdateret kl. 15:44
En Facebook-gruppe har udråbt dagen i dag til ”Alle skal tegne Muhammed-dag”, og Facebook-brugerne har tilsyneladende taget imod opfordringen.
Ved 15.30-tiden torsdag eftermiddag har brugerne sendt 7.205 fan-fotos, mens 81.360 brugere har givet gruppen ”tommelfingeren op”.
Næsten alle de tilsendte fotos er karikaturer af profeten Muhammed, og flere af tegningerne gengiver profeten i lidet flatterende udgaver og positioner.
Initiativet til at tegne profeten Muhammed den 20. maj kom oprindeligt fra den amerikanske tegner Molly Norris.
Hun reagerede på, at de to tegnere Trey Parker og Matt Stone havde modtaget dødstrusler, fordi de havde tegnet profeten Muhammed i tegneseriekomedien ”South Park” – afsnit 201.
Norris ville have millioner af mennesker til at tegne profeten, fordi islamistiske terrorister så ikke kunne dræbe dem alle, og dermed ville truslerne også blive urealistiske. Men efter mindre end en uge blev Molly Norris selv bange for de voldsomme reaktioner på hendes initiativ og fjernede sine egne karikaturer af Muhammed fra sin blog.
»Jeg sagde, at jeg ville kæmpe imod frygten, og så blev jeg selv bange,« forklarede hun.
Men trolden var lukket ud. Talrige bloggere var i gang med at opfordre alle til at tegne Muhammed den 20. maj, bl.a. på Facebook-gruppen ”Everybody Draw Mohammed Day”, hvis profilbillede i øvrigt er en af de 12 berømte tegninger, som blev optrykt i Morgenavisen Jyllands-Posten i 2005.
Initiativet møder allerede massiv modstand. I Pakistan har myndighederne forsøgt at spærre adgangen til Facebook. Og på Facebook er der også oprettet en række protestgrupper, bl.a. ”Please Facebook delete the group ”Everybody Draw Muhammed Day”” og ”Fuck the person who made the group ”draw muhammed day””.
Facebook-gruppen forsvandt da også pludselig torsdag eftermiddag, men var oppe igen kort tid efter. Se den her.
Mens den oprindelige gruppe har været nede, blev der i øvrigt oprettet en ny gruppe med samme formål. Den havde 905 fan-billeder ved 15.30-tiden torsdag eftermiddag.
"Vi er kede af, at mange muslimer har betragtet de 12 tegninger i JP som en krænkelse af profeten Muhammed (...) Hverken den danske regering eller det danske folk har nogen som helst intentioner om at krænke muslimer eller medlemmer af nogen anden trosretning."
"De 12 tegninger var efter vores opfattelse sobre og var ikke tænkt som krænkende. De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde."
"Det har aldrig været Politikens hensigt med genoptrykningen af Karikaturtegningen at krænke muslimer i Danmark eller andre steder. (...) Vi undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen".