
Kim Jong-Un (til højre) sammen med sin nu afdøde far Kim Jong-Il. Foto: AP
Offentliggjort 22.12.11 kl. 20:34
Klassekammerater fra kostskole afslører flere detaljer om Nordkoreas kommende leder.
Vis Nordkorea på et større kort
Hvis alt forløber efter planen, overtager den unge Kim Jong-Un lederposten i Nordkorea efter sin 69-årige far, som lørdag døde af et hjerteanfald.
Først i september 2010 blev Kim Jong-Ils yngste søn for første gang nævnt i det lukkede militærregimes medier.
LÆS OGSÅ: Her er magthaverne bag ny Nordkorea-leder
En af de få kendte detaljer om hans fortid er et ophold på en elitekostskole i Schweiz.
Enkelte elever fra kostskolen har de seneste dage ladet sig interviewe af blandt andre tv-stationen CNN og den britiske tabloid-avis Daily Mail og afsløret nye detaljer om den kommende leders fortid.
Flere kilder fortæller samstemmende, at Kim Jong-Un var en akademisk fiasko, som interesserede sig mere for at spille computerspil og basketball end at studere.
Idolerne omfattede tilsyneladende filmikonet James Bond, den belgiske skuespiller Jean Claude Van Damme og basketballstjernen Michael Jordan fra NBA-klubben Chicago Bulls.
”Hele verden drejede sig om basketball for ham,” siger Joao Micaelo studerede sammen med den unge nordkoreaner, til CNN.
Kim Jong-Un var angiveligt først indskrevet på prestigeskolen International School of Bern, men skiftede senere til Liebefeld-Steinholzi-skolen udenfor Bern. Her var indskrevet under falskt navn og blev introduceret som ambassadørsønnen ”Un Pak”.
På den nye skole blev han tilsyneladende venner med den portugisiske diplomatsøn Joao Macaelo.
”Vi var ikke de dummeste børn i klassen, men heller ikke de klogeste. Vi var altid i anden række,” siger portugiseren.
Ifølge klassekammeraten var Kim Jong-Un dygtig til matematik, men han havde tilsyneladende meget svært ved at udtrykke sig på engelsk. Han skammede sig synligt over, at han ikke kunne besvare mundtlige opgaver, og lærerne sprang ham derfor oftest over, når der blev stillet spørgsmål ud i klassen.
”Han forlod skolen uden eksamensresultater overhovedet. Han var mere optaget af fodbold og basketball,” siger den tidligere skolekammerat.
Ifølge andre skolekammerater fik den nordkoreanske diktatorsøn ekstratimer i tysk og engelsk og forbedrede sig i de pågældende fag, men han blev tilsyneladende aldrig helt god til de fremmede sprog.
En anden skolekammerat, Joerg, siger endvidere, at Kim Jong-Un sjældent åbnede munden i timerne og aldrig deltog i diskussioner om demokrati og ytringsfrihed.
En dag forsvandt han bare. På skolen opstod der rygter om, at faderen ikke længere ville betale for uddannelsen, som tilsyneladende ikke førte til nogen veje for den unge studerende.
Daily Mail spekulerer i, at Kim Jong-Il ikke brød sig om, at sønnen forelskede sig i amerikansk kultur.
Joao Micaelo fortæller, at han før den mystiske forsvinding ofte besøgte Kim Jong-Un, som boede i en villa tæt på skolen. Her blev hovedpersonen opvartet af en kok, en chauffør og en privatlærer. I fritiden havde han adgang til de mest moderne elektroniske gadgets, tv-apparater og en Sony Playstation.
I modsætning til mange af de øvrige studerende interesserede han sig til gengæld hverken for alkohol eller piger.
Og selvom han viste interesse for basketball og andre vestlige fænomener, var han allermest optaget af nordkoreansk musik og i særdeleshed den nordkoreanske nationalmelodi, som blev spillet konstant i den schweiziske bolig.
Ifølge Joao Macaelo afslørede Kim Jong-Il sin sande identitet kort før sin pludselige afrejse i 2000:
”Han tog et fotografi frem af sig selv sammen med sin far, og sagde: 'Jeg er ikke ambassadørsøn. Jeg er søn af Nordkoreas præsident,'" siger den portugisiske skolekammerat.
Flere år senere blev Kim Jong-Un, den yngste af tre sønner, som Kim Jong-Il menes at have med to forskellige kvinder, så gjort til firestjernet general på trods af, at han ikke har nogen militær erfaring.
Og efter Kim Jong-Ils død er hans opgave nu at cementere sin position som leder af verdens måske mest brutale og lukkede diktatur.
LÆS OGSÅ: Her er magthaverne bag ny Nordkorea-leder
Annonce:
Annonce:
Annonce: