
Offentliggjort 26.11.07 kl. 12:15
Men dommeren i den tjekkiske by Brno fandt det ikke bevist, at der var tale om et racistisk motiveret drab.
Prag
Den 21-årige arbejdsløse Juraj Lukas skal tilbringe de næste 13,5 år bag tremmer efter et drab, som dommeren i Brno kalder "ualmindeligt brutalt". Tre medgerningsmænd fik hver et års betinget fængsel, oplyser nyhedstjenesten aktualne.cz.
Offeret i den brutale sag var en hjemløs roma (sigøjner), den 26-årige narkoman Jan Toth, som de fire berusede unge så sig vrede på bag et indkøbscenter i byen Hodonin den 17. maj i år.
Jan Toth fik et lag tæsk, inden en af gerningsmændene overhældte ham med en brændbar væske, og en anden satte ild til.
"Det skulle være hævn. Nogen tid forinden havde en anden narkoman overfaldet os," sagde en af medgerningsmændene, Michal Vala, i retten.
"Flammerne omspandt ham, og vi trak os tilbage. Jeg troede, at vi ville kvæste ham alvorligt - ikke, at han ville dø," sagde den hovedtiltalte, Juraj Lukas, og forklarede, at firkløveret begav sig til et pizzeria for at drikke videre.
Den alvorligt forbrændte Jan Toth blev fundet af forbipasserende, som intet kunne stille op. Han døde af sine kvæstelser på et hospital fem dage senere.
Selv om diskrimination og racisme mod især romaer er udbredt i Tjekkiet, og selv om de fire unge menes at tilhøre en skinhead-gruppe, fandt hverken anklager eller dommer, at der var tale om et racistisk motiveret drab.
"Undertonen er muligvis racistisk, men der er ingen beviser for det," fastslog dommeren ifølge aktualne.cz.
Flere meningsmålinger bekræfter adskillige undersøgelser, der udpeger diskrimination og racisme mod især romaer som et udbredt problem i Tjekkiet. Romaerne er upopulære i vide kredse, de oplever selv diskriminerende adfærd på offentlige kontorer og i private virksomheder, og mange tjekker erklærer åbent, at de ikke bryder sig om romaerne.
Annonce:
Annonce:
Annonce: