
I februar blev en 4-årig dreng og hans far skudt ned tæt på deres hjem i landsbyen Tatarszentgyorgy i Ungarn. Arkivfoto: AP/Srdjan Ilic
Offentliggjort 29.04.09 kl. 13:56
Mindst syv sigøjnere er blevet skudt ned eller dræbt af brandbomber i Ungarn det seneste år. Politiet sætter nu hårdt ind på at opklare de mystiske sigøjner-drab.
Tusindvis af sørgende mødte onsdag op til Jeno Kokas begravelse - en elsket bedstefar, som i sidste uge blev skudt ned på sit dørtrin i en landsbyen Tiszalok i Ungarn, da han forlod sit hjem for at tage på arbejde.
Jeno Koka var den syvende roma - kendt som sigøjnere - der siden juli sidste år blev dræbt i Ungarn, og politiet har nu øget indsatsen for at opklare de mystiske drab, skriver nyhedsbureauet AP.
En dusør på hvad der svarer til 1.250.000 danske kroner er blevet udlovet for oplysninger, der kan føre til opklarelsen af roma-drabene, og samtidig er antallet af betjente, der arbejder på sagen, sat op fra 70 mand til 100.
Alle syv drab på romaerne har involveret enten skud eller brandbomber og er sket i udkanten af små landsbyer nær en motorvej, som er en hurtig flugtvej for gerningsmændene.
Derfor arbejder det ungarske politi ud fra en teori om, at mindst fem af de mystiske drab kan være begået af den samme gruppe forbrydere.
"Dette er professionelle mordere, men hverken jeg eller politiet vil falde til ro, før vi har fanget dem," siger den ungarske justitsminister Tibor Draskovics til nyhedsbureauet AP.
Ifølge politiet er der på flere af gerningsstederne fundet dna-prøver, som menes at tilhøre forbryderne. Disse prøver har nu udvidet kredsen af mistænkte til også at omfatte millitæret og andre sikkerhedsstyrker.
Politiet vil ikke afvise, at der er tale om racistiske mord, men motivet bag mordene er endnu ikke klarlagt, selvom kritikere mener, at der åbenlyst er tale om racisme.
Foruden drabet på den ældre roma-mand i sidste uge blev en fireårig dreng og hans far seneste skudt ned i februar.
Romaerne udgør seks pct. af Ungarns 10 millioner indbyggere, hvoraf mange tilhører landets fattigste og mindst uddannede del af befolkningen.
Ifølge nyhedsbureauet AP frygter flere grupper, at voksende problemer med arbejdsløshed og økonomisk krise i Ungarn vil gøre romaerne til syndebukke.
Annonce:
Annonce:
Annonce: