
Offentliggjort 14.10.09 kl. 13:34 - opdateret kl. 15:26
EU-Kommissionen anbefaler at indlede optagelsesforhandlinger med Makedonien. Kommissionen vurderer, at medlemsdrøftelserne med Kroatien kan være afsluttet i løbet af et år.
"Hvis Kroatien indfrier alle udestående pejlemærker i tide, vil optagelsesforhandlinger kunne påbegyndes næste år," lyder konklusionen i den årlige udvidelsesrapport fra EU-Kommissionen.
Her noteres det desuden, at der er sket så store fremskridt for Makedonien i det seneste år, at det nu opfylder de såkaldte "københavnerkriterier", som er en facitliste for medlemskab.
"Vi er nu klar til at anbefale at åbne optagelsesforhandlinger med den tidligere jugoslaviske republik Makedonien. Landet har gjort overbevisende fremskridt," siger EU's udvidelseskommissær Olli Rehn.
EU-kommissæren siger til nyhedsbureauet AP, at Makedonien "i tilstrækkelig grad" lever op til de politiske og økonomiske krav, der stilles for at åbne for forhandlinger om medlemskab.
Makedonien har været EU-ansøgerland siden 2005, men siden er der ikke sket de store fremskridt i forhandlingerne. Det skyldes især en navnestrid med nabolandet Grækenland, som har en provins med samme navn.
Olli Rehn lægger heller ikke skjul på, at EU-forhandlingerne risikerer at blive blokeret af grækerne, hvis der ikke findes en løsning hurtigst muligt.
"Det her er en meget stærk opfordring til at få løst navneproblemet og fjerne det fra dagsordenen. Det haster mere, end det nogensinde har gjort, for at sikre Makedonien en fremtid i EU," siger han.
På grund af navnestriden går Makedonien i EU-kredse under det mere politisk korrekte navn FYROM (Den tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien). Forslaget fra EU-Kommissionen skal dog stadig støttes af samtlige 27 nuværende medlemslande, inden egentlige forhandlinger kan begynde. Desuden skal der forhandles om i alt 35 kapitler, der sikrer, at ansøgerlandets love er tilpasset EU-lovgivningen.
Annonce:
Annonce:
Annonce: