
Et crucifix som dette er ikke noget særsyn i italienske klasseværelse. Men snart kan det være slut. Foto: Luis Benavides / AP
Offentliggjort 03.11.09 kl. 19:18
Skolerne i Italien skal fjerne kristne kors fra klasselokalerne. Det har medført hidsig debat i støvlelandet.
En finne bosiddende i Italien har fået menneskerettighedsdomstolen i Strasbourgs ord for, at det var krænkende over for hendes ikke-kristne børn, at der hang kors i klasseværelset på børnenes skole i Abano Terme nær Padova.
Ifølge den italienske avis La Repubblica var de syv dommere enige om, at korset kunne virke stødende på de elever, som enten har en anden religion, eller som er ateister.
Dommen har øjeblikkeligt medført en ophedet debat i Italien, hvor det er mere normen end undtagelsen, at der hænger kors på skolerne.
Undervisningsminister Mariastelle Gelmini siger, at korsene er en del af den italienske tradition, og selv lederen af oppositionspartiet PD Pier Luigi Bersani, der har en fortid som kommunist, forsvarer krucifixerne.
"En gammel tradition som et krucifix kan ikke krænke nogen," siger han.
Den yderste venstrefløj og lederen af det islamiske forbund, Adel Smith, i Italien hilser til gengæld dommen velkommen.
Medlemmer af premierminister Silvio Berlusconis regering fråder og bruger ord som "skammeligt", "krænkende", "absurd", "uacceptabelt" og "hedensk".
Udenrigsminister Franco Frattini siger ifølge ritzau, at dommen er et "dødeligt slag imod Europas værdier og rettigheder". Han tilføjer, at dommen bliver appelleret.
- Dette er en afskyelig afgørelse. Den må afvises med fasthed, siger Italiens tidligere kulturminister Rocco Buttiglione.
- Italien har sin kultur, traditioner og historie. De, der kommer for at leve blandt os, må forstå og acceptere denne kultur og historie, siger Buttiglione.
Italien har været igennem en ophedet debat om, hvordan den voksende indvandring af overvejende muslimer skal håndteres.
Det var italieneren Soile Lautsi, der bragte sagen til domstolen i Strasbourg.
Annonce:
Annonce:
Annonce: