
Antropologen Claude Levi-Strauss.
Offentliggjort 03.11.09 kl. 21:21
Den franske antropolog Claude Levi-Strauss er død i en alder af 100 år, meddeler hans forlag.
Levi-Strauss døde i lørdags, og en af hans kolleger - Philippe Desacola - siger, at Levi-Strauss brækkede en hofte for to år siden.
- Han var siden da meget træt. Han døde af alderdom, siger Desacola.
Claude Levi-Strauss bidrog til Vestens tankegang om den menneskelige civilisation. Han foretog adskillige ekspeditioner i Amazonas-regnskoven. Her studerede han lokale stammer, og hans teorier og metoder fik senere stor indflydelse på, hvordan antropologien udviklede sig på dette område.
Han var bredt anerkendt som den moderne antropologis fader.
Han brugte blandt andet sine studier til at vise, at menneskets opførsel er baseret på logiske systemer, som kan variere fra samfund til samfund, men som i grundsubstansen har en fælles struktur.
Disse konklusioner var tidligere en udfordring til den antagelse, at den vesteuropæiske kultur er unik, eller endda overlegen, men konklusionerne bidrog til, at Levi-Strauss blev kendt uden for en videre kreds end antropologer.
/ritzau/AFP
Annonce:
Annonce:
Annonce: