
Den svenske tegner Lars Vilks. Arkivfoto: Mik Eskestad
Offentliggjort 09.03.10 kl. 15:37 - opdateret kl. 18:07
Irsk politi har anholdt syv muslimer for mordplan mod svensk tegner, der tegnede Muhammed som en hund.
Lars Vilks tegnede i 2007 profeten Muhammed med en krop som en hund.
Og derfor skulle han slås ihjel.
Sådan lød planerne for fire mænd og tre kvinder med muslimsk baggrund, oplyser flere irske medier.
De syv blev anholdt tirsdag middag flere steder i Irland efter samarbejde med efterretningstjenester fra en række europæiske lande samt både efterretningstjenesten CIA og forbundspolitiet FBI fra USA.
Vilks siger til det svenske nyhedsbureau TT, at han i forbindelse med truende telefonsamtaler fra Somalia i begyndelsen af året fik at vide af det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, at der er et skærpet trusselsbillede imod ham.
"Men jeg troede ikke, at der lå så meget i det," siger han, ifølge ritzau.
Lars Vilks fortæller, at han "inte precis" dirrer af rædsel.
"Jeg har forberedt mig på forskellig vis og har en økse her, hvis nogen skulle komme igennem vinduet," siger han.
De svenske myndigheder vil ikke bekræfte, at de har været involveret i sagen.
»Vi kendte til, at der skulle ske anholdelser, inden de skete. Sagen er stadig åben, og derfor kan jeg ikke diskutere detaljer nu,« siger Mattias Lindholm, talsmand for efterretningstjenesten Säpo.
Irsk politi vil endnu ikke bekræfte sagens indhold, men de anholdte var involveret i »planer om drab på en person fra et andet sted end dem selv«.
Netavisen Ireland Online skriver, at de anholdte er i alderen fra midt i 20'erne til midt i 40'erne, og at de afhøres på flere forskellige politistationer i Waterford, Tramore, Dungarvan og Thomastown.
Ireland online skriver videre, at de anholdte menes at være irske statsborgere, men at deres oprindelse er blandt andet Marokko og Yemen.
Al Qaida har tidligere - ifølge flere medier - tilbudt 100.000 dollars til enhver, der dræbte Vilks plus yderligere 50.000 dollars, hvis hans hals blev skåret over.
Lars Vilks bor nu med politibeskyttelse på en hemmelige adresse, tilsyneladende fortsat i Sverige.
Den svenske justitsminister har tidligere godkendt tegningen rent juridisk.
I Danmark sidder en somalier varetægtsfængslet, sigtet for forsøg på at dræbe tegneren Kurt Westergaard, som har tegnet profeten med en bombe i turbanen. Drabsforsøget mod Kurt Westergaard fandt sted 1. januar i år.
LÆS OGSÅ: Westergaard: Jeg bliver vældig gal
"Vi er kede af, at mange muslimer har betragtet de 12 tegninger i JP som en krænkelse af profeten Muhammed (...) Hverken den danske regering eller det danske folk har nogen som helst intentioner om at krænke muslimer eller medlemmer af nogen anden trosretning."
"De 12 tegninger var efter vores opfattelse sobre og var ikke tænkt som krænkende. De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde."
"Det har aldrig været Politikens hensigt med genoptrykningen af Karikaturtegningen at krænke muslimer i Danmark eller andre steder. (...) Vi undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen".