
Offentliggjort 21.07.10 kl. 20:01
Tyskland tilbyder muslimer hjælp og beskyttelse, hvis de vil ud af ekstremistiske religiøse miljøer.
Tysklands efterretningstjeneste har lanceret et nyt initiativ målrettet muslimer, der ønsker at undslippe deres ekstremistiske relationer.
Efterretningstjenesten skønner, at der er flere end 36.000 islamister med ekstremistiske tilbøjeligheder i Tyskland, men kun en brøkdel af disse anses for at være potentielt voldelige. Det anslås, at mellem 4,6 og 5,2 pct. af den tyske befolkning er muslimer, hvilket er op mod 4,3 mio. mennesker.
Efterretningstjenesten stiller i første omgang en hotline til rådighed, som man kan ringe til, hvis man er kommet under indflydelse af ekstremister og søger efter en vej ud. Også venner og familiemedlemmer kan kontakte den tyske hotline.
Alt efter behov vil personerne, der henvender sig, blive tilbudt hjælp til at finde bolig og job eller modtage beskyttelse, hvis de føler sig truet af deres ekstremistiske bagland.
"Vores program er et tilbud til personer, der ønsker at lægge ekstremisme bag sig. Når vi finder ud af, hvad deres behov er, vil vi udvikle programmet i overensstemmelse hermed," siger en anonym talsmand for efterretningstjenesten til nyhedsbureauet AP.
Tyskland har ikke været mål for noget større terrorangreb, men de seneste år har der været gjort forsøg på at angribe offentlige transportmidler og amerikanske militærbaser i Tyskland.
Lignende afradikaliseringsprogrammer er også skudt op i Egypten, Jordan, Saudi-Arabien, Indonesien og Singapore, men disse programmer er hovedsageligt målrettet fængslede ekstremister. I Tyskland forsøger man i stedet at nå de radikale kræfter, inden de begår en forbrydelse.
Siden den 1. januar har det i Østjylland været muligt for borgere og professionelle - f.eks. lærere og pædagoger - at skrive eller ringe til en ”hotline” placeret hos Østjyllands Politi, hvis de er bekymrede for, at unge er på vej til at blive radikaliseret.
Samtidig har politiet afsat en medarbejder, der på halv tid kigger på henvendelserne, og efter sommerferien skal et såkaldt mentorkorps på omkring 15 mand være klar til at hjælpe unge bl.a. med holdningsbearbejdning.
LÆS OGSÅ: Fanatisme: Regeringen har sat 16 flueben
Annonce:
Annonce:
Annonce: