Tip     Print     RSS     Del    

Dansk styrke savner præcise våben

Af  KIM HUNDEVADT

Offentliggjort 29.08.07kl. 23:33

Høje civile tabstal kan skade befolkningens støtte til mission, mener dansk oberstløjtnant, der er hjemme efter et halvt år i Helmand.

Kampvogne som denne Leopard 2 står højt på ønskesedlen hos det danske ørkenhold. Foto: Jørgen Koelle/HOK

Relaterede artikler

HOK vil forberede kampvogne til Afghanistan

Soldater tilfredse med kampvogne til Afghanistan

Forsvarsminister vil sende kampvogne til Afghanistan

Civile tab er NATOs ømme punkt i Afghanistan. Fredelige landsbyboere kan blive uskyldige ofre for flybomber, som kastes mod Taleban og andre religiøse militser, og høje afghanske tabstal kan få befolkningens støtte til den NATO-ledede mission til at svinde.

Det erkender oberstløjtnant Jan Grünberger, som netop er vendt hjem efter et halvt år i spidsen for den danske styrke i Helmand-provinsen. Han har et klart bud på, hvordan Danmark kan yde sit bidrag til at minimere de civile tab.

»Vi har brug for mere præcise våbensystemer. Selv om flybomberne har fået en større præcision, kan de give mange utilsigtede skader. Det duer ikke at blive ved med at bruge fly i samme omfang som hidtil. Der er for stor risiko for ødelæggelser og tab af mennesker,« mener Jan Grünberger, som ikke behøver at kigge langt efter et eksempel på de præcisionsvåben, som han efterlyser.

Lige udenfor på Jydske Dragonregiments kaserne i Holstebro, hvor de hjemvendte Afghanistan-soldater i disse dage afrunder deres mission med bl.a. lægeundersøgelser, psykologsamtaler og parader, holder en Leopard-kampvogn, som kunne være en stor hjælp på de farefulde operationer i den afghanske ørken.

Højt på ønskesedlen

Den kan, som oberstløjtnanten bemærker, »skyde øjet ud på en flue på 5.000 meters afstand«, mens skaderne på de nærmeste omgivelser er begrænsede. Kampvogne står derfor højt på ønskesedlen hos det danske ørkenhold. Men de britiske soldater i Helmand-provinsen råder også over moderne artillerisystemer, som deres kolleger fra Danmark skæver misundeligt til.

De mere kirurgiske våben vil være en stor fordel at have til rådighed, når danske soldater eksempelvis bliver beskudt fra et landsbyhus, fordi de i givet fald selv kan uskadeliggøre fjenden i stedet for at tilkalde et fly, som kaster en bombe på 500 pund og anretter store skader på de omkringliggende huse, hvor civile i værste fald har søgt tilflugt.

Ifølge Jan Grünberger er der også en desperat mangel på danske transportfly og -helikoptere, hvilket betyder, at danskerne alt for ofte må stå med hatten i hånden over for briterne. Men savnet af præcisionsvåben og effektive transportmidler kan trods alt ikke overskygge, at han og hans hjemvendte stab er tilfredse med krigens gang i Helmand-provinsen, hvor Taleban-krigerne er på tilbagetog:

»I februar ventede vi en større forårsoffensiv fra Taleban, men den kom aldrig. I stedet er det ISAF (den NATO-ledede sikkerhedsstyrke, red.), som har været i offensiven. Talebanerne vil helst kæmpe mand mod mand, men har ikke længere ressourcerne til at forfølge den strategi. Nu har de i stedet slået sig på miner, vejsidebomber og selvmordsangreb. Vores tolkning er, at de mangler folk,« siger Jan Grünberger.

Det seneste halve år har NATO i Helmand haft fokus på den såkaldte Operation Achilles, som skal rense den strategisk vigtige Sangin-dal for oprørere. Formålet er at skabe sikkerhed omkring landets største udviklingsprojekt, Kajaki-dæmningen, som skal give strøm til 1,6 mio. mennesker og sikre tusinder af fattige bønder adgang til kunstvanding.

Under Operation Achilles er især briterne gået til makronerne, fortæller oberstløjtnanten, mens bl.a. de danske soldater typisk har ligget i en ring om selve kampområdet for at forhindre, at Taleban-oprørerne kan bevæge sig ind og ud.

Store fremskridt

»Vi har gjort store fremskridt i Sangin-dalen, men det er også afgørende, at vi bider os fast, så den lokale befolkning får tillid til, at Taleban aldrig vender tilbage. Afghanerne holder med de stærkeste, fordi det er den eneste måde at overleve på, og vi har brug for deres støtte,« siger Jan Grünberger.

Status for det nu forhenværende Afghanistan-hold er, at én soldat blev dræbt under et morterangreb, mens to blev alvorligt såret af miner. Desuden har fem soldater fået psykisk kampstress i et omfang, så de måtte hjemsendes før tiden.