
Offentliggjort 20.06.08 kl. 19:45 - opdateret kl. 21:08
Der var én, der var to. . . Og pludselig var der 17 gravide teenagepiger på Gloucester High School nær Boston mod normalt fire om året.
En pagt om at blive gravide og opfostre babyerne sammen er i hvert fald delvist årsag til en pludselig stigning i antallet af teenagegraviditeter i et lille, amerikansk bysamfund nord for Boston.
Rektor Joseph Sullivan fra Gloucester High School bekræfter i den seneste udgave af Times Magazine, at en efterforskning i kølvandet på de 17 graviditeter afslørede en hemmelig pagt mellem de unge piger.
Normalt oplever gymnasiet fire graviditeter om året blandt sine elever.
Ingen af de implicerede piger er over 16 år, og ifølge rektoren kom de ofte og skiftevis ind på skolens klinik for at få foretaget graviditetstests.
”De virkede mere foruroligede, når de ikke var gravide, end når de var,” siger Sullivan.
Nogle af pigerne reagerede med ”high-fives” over en positiv graviditetstest, og tilsyneladende skulle én af fædrene være en 24-årig hjemløs, skriver AP. Andre fædre er unge fyre fra gymnasiet.
Det er endnu uvist, hvorfor pigerne indgik pagten.
Eksplosionen af graviditeter har chokeret Gloucester i Massachusetts, hvor to medarbejdere på den lokale skoleklinik har sagt op i protest mod det lokale hospitals modvilje mod hemmelig udlevering af kondomer og p-piller. Noget sådan kan kun ske med forældres accept.
Ifølge den lokale politiinspektør Christopher Farmer er pigerne kendetegnet ved lavt selvværd og en mangel på kærlighed.
Borgmesteren i byen, Carolyn Kirk, siger til Reuters, at myndighederne netop nu undersøger, om nogen skal sigtes for seksuel omgang med mindreårige. Den seksuelle lavalder i Massachusetts er 16 år.
På landsplan i USA er det støt faldende antal af teenagegraviditeter mellem 1991 og 2005 afløst af en stigning på det seneste, viser statistikker.
Fødselsraten for 15-17-årige steg med tre procent i 2006, ifølge foreløbige tal fra det nationale institut for sundhedsstatistik.
Nogle eksperter finder en sammenhæng med én af Hollywoods seneste storhittere, Juno, en film, der netop handler om en teenager, der bliver gravid og beslutter sig for at få barnet. Men trenden kommer før filmen, mener David Landry, researcher ved Guttmacher Institute, en New York-based ngo med fokus på reproduktion.
Annonce:
Annonce:
Annonce: