
Offentliggjort 09.02.10 kl. 17:16 - opdateret kl. 18:04
Den amerikanske hovedstad Washington DC er lammet af sne. Tirsdag aften rammer endnu en snestorm.
Den amerikanske vejrtjeneste forudser, at yderligere en kvart til en halv meter sne vil falde over den amerikanske hovedstad tirsdag og onsdag, skriver CNN.
Området omkring Washington DC er endnu ikke kommet sig oven på en voldsom snestorm her i weekenden, der nogle steder kastede hele 80 centimeter sne af sig.
Den amerikanske hovedstads lufthavn, Dulles International Airport, registrerede i weekenden en ny rekord, idet hele 83 centimeter faldt over lufthavnen og knuste den gamle rekord for området fra 1996 på 59 cm.
Alle fuldtidsansatte i Washington DCs hjemmeværnsdivisioner, den såkaldte National Guard, er ifølge CNN blevet indkaldt til tjeneste for at assistere ved nødsituationer, og snestormen ventes at påvirke både tog og busser.
Lufthavnene i området, herunder Dulles International Airport, var alle ifølge CNN tirsdag stadig åbne for trafik, men man beder passagerer om at kontakte deres flyselskab og høre nærmere, hvis man skal flyve til eller fra området.
Annonce:
Annonce:
Annonce: