
Aiyana Jones bedstemor, Mertilla Jones, i sorg efter familie og venner til den dræbte pige samlede sig uden for familiens hus. Foto: AP
Offentliggjort 17.05.10 kl. 17:09
Under en politiaktion gik en betjents våben af ukendte årsager af og ramte en syvårig pige i hovedet.
Under en anholdelsesaktion i den amerikanske by Detroit blev en syvårig pige søndag skudt og dræbt, oplyser CNN.
En indsatsstyrke var i jagten på en formodet drabsmand fra et drab, der skete fredag, trængt ind i et hus i den østlige del af Detroit. Under aktionen kastede betjentene en chokgranat ind i huset for at passivisere eventuelle angribere, men i husets første rum kom en af betjentene alligevel i 'fysisk kontakt' med en kvindelig beboer.
Det var under denne tilsyneladende tumult, at betjentens våben af ukendte årsager gik af og ramte en syvårig pige i nakken. Selv om hun efterfølgende blev hastet til et hospital, stod hendes liv ikke til at redde.
"Præcist hvad der skete, er stadig genstand for vores efterforskning, men tilsyneladende havde betjenten og kvinden en form for fysisk kontakt. Nogenlunde på dette tidspunkt gik betjentens våben af, og en kugle ramte syvårige Aiyana Stanley Jones i området omkring hovedet/nakken," siger vicepolitichef Ralph Godbee i en erklæring fra politiet i Detroit.
Ifølge Ralph Godbee fulgte adskillige betjente med pigen på hospitalet, mens andre blev på stedet for at gennemføre anholdelsen af den mistænkte. Den syvårige piges far sagde efter episoden, at det var det forkerte hus, betjentene var trængt ind i, og han udtrykte stor sorg over sin datters død:
"Hun lå og sov, og så kom de ind af døren, mens de kastede chokgranater og skød. De brændte og skød mit barn. De myrdede hende," sagde han efter den tragiske episode.
Politiet i Detroit udtrykte søndag ligeledes sorg over udfaldet af anholdelsen, og Ralph Godbee sagde, at det både er en forælders og en politibetjents værste mareridt.
Anholdelsen blev af politiet betragtet som risikobetonet, og tilladelsen til aktionen blev givet på baggrund af efterretninger og den "rå og hensynsløse adfærd, som den mistænkte har udvist," sagde Ralph Godbee.
Ifølge Ralph Godbee var betjentens våben sikret under anholdelsen, og det skal nu undersøges, hvorfor det alligevel gik galt. Samtidig erklærer politiet i Detroit sig klar til at støtte den efterladte familie, hvis den måtte ønske det.
Annonce:
Annonce:
Annonce: